Mr. Y’s forbandelse’ er ikke den første, og sikkert heller ikke den sidste, roman, der begynder med, at hovedpersonen køber en sjælden gammel bog hos en antikvar og opdager, at der er mere i den, end omslaget lover. I Scarlett Thomas’ seneste roman er bogkøberen og jegfortælleren en studerende, Ariel Manto, som finder et eksemplar af den ellers uopdrivelige ’Mr. Y’s forbandelse’ (eller ’Mr. Y’s endeligt’, som den også kaldes i den desværre temmelig sjusket redigerede oversættelse) af den glemte engelske forfatter Thomas E. Lumas, der skrev mellem Edgar Allan Poe og Arthur Conan Doyle og delte deres og andre af victoriatidens forfatteres interesse for dystre historier og okkulte emner. Ariel arbejder på en ph.d.-afhandling om tankeeksperimenter med særligt henblik på Lumas’ forfatterskab, men hendes vejleder er forsvundet, så fundet af Lumas’ roman er et velkomment skub fremad i et projekt, som ellers er gået noget i stå. Der er i det hele taget ikke den store fremdrift i Ariels liv: Hun bor i en klam og musebefængt lille lejlighed og lever med nød og næppe af at skrive lærde klummer til et kulturtidsskrift; hun har en temmelig glædesløs affære med en ældre, gift universitetslærer, som afreagerer sin vrede mod sin kone på Ariel; og i forhold til sine øvrige kolleger på universitetet er hun isoleret og sær i en grad, der synes at grænse til autisme. Ariel er også umådelig vidende og nysgerrig inden for stort set alle videnskabsfelter fra litteraturhistorie til teologi, partikelfysik og filosofi i både Heideggers og Derridas aftapninger, og da hun ved, at der efter sigende hviler en forbandelse over Lumas’ roman, som vil tage livet af enhver, der læser den, er det naturligvis dét, hun må gøre. Den fjerde dimension De lange afsnit af ’Mr. Y’s forbandelse’, som vi læser over skulderen på Ariel, er en meget stilsikker pastiche på victoriatidens dunkle historier om menneskeligt forfald. De fortæller om hovedpersonens rejse ind i den fjerde dimension, troposfæren, hvor han kan bevæge sig næsten frit i tid og rum og ikke mindst i andre væseners sind. Lumas giver opskriften på et homøopatisk præparat, som giver den, der indtager det, adgang til troposfæren, og Ariel kan naturligvis ikke modstå fristelsen til at søge ny viden og nye oplevelser uden for de tre kendte dimensioner. Troposfæren viser sig, helt i tråd med Ariels interesse for tankeeksperimenter, at være et sted, der er skabt af menneskers tanker, hvor guder lever, så længe der er nogen, der tror på dem, og hvor man kan springe buk fra det ene sind til det andet og derved bevæge sig over kolossale kronologiske og geografiske afstande. Det viser sig også at være et farligt sted, dels på grund af dets egne egenskaber og de risici, som altid må være forbundet med tidsrejser, dels fordi en hemmelig CIA-agtig organisation forsøger at bevare hemmeligheden om troposfæren ved at dræbe enhver, der finder vej til den. ’Mr. Y’s forbandelse’ er kort sagt en sprænglærd roman, der er tætpakket med filosofiske og videnskabelige referencer, men som ikke desto mindre i lange passager formår at være både morsom og spændende. Scarlett Thomas løser på original vis dimensionsrejsens praktiske problemer ved at vise den rejsende en slags spillekonsol a la Windows og lade en GPS-stemme orientere om de forhåndenværende valgmuligheder, og tankeeksperimenterne om, hvad der ville ske med historien og ens eget liv, hvis man pillede ved det ene eller andet element i fortiden, gennemfører hun med megen brillans.
Ariels møde med en mindre guddom er ret vittigt, og hendes oplevelse af verden fra museperspektiv er interessant ved næsten udelukkende at bestå af fysiske indtryk uden spor af psykologi. Men selv om der altså er meget godt at sige om ’Mr. Y’s forbandelse’, skal det desværre også siges, at beskrivelserne af troposfæren bliver noget kedsommelige i længden, og at hvis man ikke deler Scarlett Thomas’ interesse for Derrida, homøopati og forsøgsdyrs vilkår, vil bogen føles en hel del længere end sine 544 sider.
