Det var vist Janus Kodal, som stod bag det litterære skælmeri, der for syv år siden udspillede sig omkring udgivelsen af digtsamlingen ’Cantabile 2 – Hævnen’. Værket var en replik til prins Henriks digtsamling ’Cantabile’ (2000) og skulle forestille at være af en ung lyrisk kok ved navn Sune Hoffmeyer Andersen. På kun fire timer havde denne unge Andersen skrevet en digtsamling som svar på prins Henriks værk, i øvrigt mens han så fjernsyn. Skrevet af en slaveklippet desperado Det betroede han Carsten Andersen i et interview bragt her i avisen (4.4.01), hvori man også kunne læse, at debutanten Sune Hoffmeyer Andersen trak vejret, gik på toilettet og spiste ostemadder ligesom alle andre. Prins Henrik riposterede dengang med en elegant taksigelse i form af digtet ’Kunsten stiger. III’. Den unge Andersen har man ikke hørt meget til siden, men nu er han, eller måske Janus Kodal, på færde igen – denne gang som ophav til et forklarende forord til en ny digtsamling ’Cantabile 3 – Sejren’, som netop er udkommet på Kodals forlag Ink Inc. Den ny samling er, hævdes det, skrevet af russiske Max Load, som fremstilles som lidt mere ualmindelig end Hoffmeyer Andersen: »... en smuk mand, en slaveklippet desperado, en Rasputin, men også et ensomt og rastløst menneske, der kun nåede at blive 36 år«. At digtene er affattet på dansk, kan forklares med Loads professionelle lod i livet, som var at undervise i dansk litteratur på universitetet i Sankt Petersborg. Nye intertekstuelle drillerier Salig Load var altså – ihukommende titlen – en rigtig russisk Victor Eremita, og en af hans sidste livsgerninger var at komponere denne samling, der kompletterer ’Cantabiletrilogien’, som den nu kaldes. Han bidrager også selv med et dedikationsbrev til prins Henrik, hvori han blandt andet røber at være den anonyme person, der ved et uheld faldt i graven under kejserinde Dagmars genbegravelse. Og det til trods for, at den uheldige ikke engang – så vidt jeg husker – at være anonym, men derimod var en navngiven førstesekretær ved den danske ambassade i Rusland, der ikke hed Max Load. Princippet er det samme som i Sune Hoffmeyer Andersens palimpsest: Efter prins Henriks originale digttitler følger nye digte, der byder på yderligere intertekstuelle drillerier. Formen er langt slappere end i prinsgemalens vers med både rim og rytme, der netop var kantable, det vil sige: sangbare. Det kan man ikke just kalde digtene i ’Cantabile 3 – Sejren’. Underholdende maskespil Det nye ved denne samling er, at den høviske erotik og de mytologi-omsvøbte lyster i prins Henriks symbolistiske digte er blevet udsat for en kraftig forstærker. Med en i og for sig typisk modernistisk gestus er det metafysiske, som var på spil i ’Cantabile’, blevet omsat til det fysiske og kontant seksuelle. Se bare de to versioner af ’Morgenlys’. Tendensen passer fint sammen med de frække franske graffiti fra Place Garibaldi i Nice, der denne gang illustrerer digtene – angiveligt sprayet af Max Loads kæreste, Polina Romanov. Således møder man både røvhuller, hæmorroider, baghylere, rejsninger, »dingleværker af mongolske dimensioner«, kropslige sekreter og meget andet godt i de nye digte, der alluderer til både børnesange og gamle filmtitler. Stiger kunsten – eller falder den? Litterært maskespil er næsten altid underholdende, og ’Cantabile 3 – Sejren’ udgør ingen undtagelse. Første gang var vitsen en morsom markering af den udvidede frihed, der gælder i den litterære republik, hvor overgangen fra hyldest til hån er glidende. Anden gang virker travesteringen lidt slidt. Den royale spøg danner rammen om en bunke okay digte, der næppe i sig selv ville kunne påkalde sig større opmærksomhed.