Fodboldsæsonen slutter godt for den inkarnerede AaB-fan Glenn Ringtved.
Selv afslutter han sin beretning i otte bind om den noget mindre klub Dreamteam, som holder til på Spaniens sydside. Med ’Bold, sved og tårer’ slutter sæsonen også godt for drengen Andreas – kaldet P. Det kan nok røbes, for Glenn Ringtved er ikke en mand, der lader kampen ende uafgjort. Sagaen om Dreamteam viser alt det bedste i den (ikke helt så) lille niche, der hedder fodboldbøger. Det er den helt dominerende sportsgren. Hvis man vil læse om f.eks. ishockey, må man lære svensk. I fodbold lægger man noget af den overdrevne høflighed ude i omklædningsrummet. Der skal kæmpes! Så i kampens hede kommer alt det bedste og værste frem i lyset. Egoismen og de onde tacklinger over for sammenhold og hensyn. Glenn Ringtved begyndte sin fortælling oppe i Nordjylland. Han har rundet problemerne med at skifte land, venner og sprog. Men ikke spil. Atletico Madrid Nu forlader vi drengen P på hans karrieres første trin. Fra sandet på Solkysten er han rykket ind i Atletico Madrids træningslejr for talenter. Og han klarer sig godt. Det er en tankevækkende skildring, Glenn Ringtved giver af forholdet imellem en flok konkurrerende drenge, der bare så gerne vil ind i varmen. Især driblekongen Edu fra Colombia, som har lovet at forsørge sin familie, når han kommer på førsteholdet. Glenn Ringtved er den solide stopper, som er svær at komme uden om. Han bygger sin historie op, så den hænger sammen af lige dele hverdag og bold. P’s familie er tæt beskrevet. Og forfatteren er god til kampreferater. Bogen slutter med en dyst imellem små spillere fra de to storklubber i Madrid. Er der da ikke andet i verden end fodbold? På et tidspunkt får P enetimer i spansk hos Senorita Lopez med de meget store bryster. De sætter noget i gang inden i drengen. »Hun så nærmest ... ny ud, tænkte P«. Så måske er det meget godt at forlade ham nu!







