Gensyn med Balder

Lyt til artiklen

Da Ken Denning afsluttede sin gakkede serie om drengen Balder for tre år siden, var det med en indbygget kattelem.

Nu klaprer den. Og ind kommer en stolt Balder med nye historier til den aller allersidste bog ’Farvel og tak, Balder’. Han ser glad ud. Nu må vi da forstå, at han er verdens klogeste dreng. Til Ken Denning siger han blot: »Skriv!«. Balder er tilbage, og hele det gamle hold er samlet til reprisen. Ken Denning graver dybt i den manglende jordforbindelse. Lilian Brøggers tegninger folder sig rundt om ordene, puster til dem, giver dem modstand og substans. Midt i det hele står Balder med sit runde ansigt og sin kilometerlange optimisme. Klar til at lade munden løbe. Balder er den eneste dreng i Danmark, som har fået et (krøllet) brev fra statsministeren om, at han ikke behøver at gå i skole. For Balder tænker, derfor er han. Walther og Balder Åbningshistorien handler om en dreng, der hedder Walther. Han er bedste ven med Balder, der er lige ved at eksplodere af sine mange tanker. Walther og Balder ligner hinanden meget. Men den første går både til dans og laver lektier. Ken Denning leger lidt med den forvikling. Så dukker den rigtige, danske Balder frem. Han er ikke alene. I alle lande undtagen Sverige er der en Balder. Også i Vatikanet. Men det er en anden historie, for nu graver Balder, hvis det er ham, ned i den store kuffert og fremdrager digte, skrøner og en æbleduftende kærlighedshistorie med en donna fra det ydre rum. Som ligner Balder med rottehaler. Endnu hænger læseren på med det yderste af fantasiens fingernegle, men så vrister tegneren dem fri. Med krasse kulører, tunge figurer og det velsignet store hoved, som de bruger ovre på Designskolen i Kolding. Balder er super-size, og der er forvirring på højt niveau. Senere overtager tegneren simpelthen hele historien. Så kan forfatteren dukke sig og gå hjem og drikke kaffe. Lilian Brøgger rejser lidt rundt i verden med Balder, og hun bruger ham i en tegneserie. Til sidst er det indlysende, at nu må dette vanvid stoppe. Så flyver Balder bort på fantasiens spraglede vinger. Helt op i himlen, hvor de gode historier bor. Er han blevet en engel? Næppe. ’Farvel og tak, Balder’ er ikke den bedste Balder-bog. Sandt at sige er den noget forvirrende og en anelse forceret. Men figuren Balder er ubeskrivelig morsom og let genkendelig for de fleste. Bogen hører hjemme i serien, som det sorte får hører hjemme i fåreflokken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her