Rødklædt kvindeverden

Klostersmil. En gruppe unge piger i Bhutans fjerne bjerge, der har viet deres liv til Buddha. Foto fra bogen.
Klostersmil. En gruppe unge piger i Bhutans fjerne bjerge, der har viet deres liv til Buddha. Foto fra bogen.
Lyt til artiklen

Buddhas kvinder er i dag.

Buddha levede for 2.500 år siden, men det er vores samtidige, unge piger i Bhutans fjerne bjerge, som vier deres liv til Buddha. De gør det for at gøre verdens sum af lykke større. Danske Marie Venø Thesbjerg har tilbragt flere måneder i Bhutans nonneklostre med sit fotografiapparat og en notesblok. ’Buddhas kvinder’ er en fotobog med 14 korte tekster, bl.a. om cølibat, kristendom eller karma, læremesteren, mor og nonne, meditation, genfødsel og en sjov nytårsfest. Buddhacitater ledsager nogle af de mange, meget smukke, fotografier. Perfekt reproducerede i et klart og elegant layout. Flere kan ses på hjemmesiden www.buddhaskvinder.dk . Thesbjerg giver læseren indsigt i en anden verden, ikke gennem kritiske, diskuterende ord, men i sit næsten forelskede portræt af unge kvinders vej mod personlig lykke i Bhutans nonneklostre. Kristen kulturarv og buddhist »Jeg er nok en blanding af kristen kulturarv og buddhist«, siger Thesbjerg til en af de unge nonner, der vil vide, hvilken religion den danske besøgende tilhører. Buddhismen som en venlig, smuk og holistisk vej til lykke for den enkelte passer på paradoksal vis til vor tid og vores forbrug af midler til selvrealisering. Paradoksal, fordi ny forskning om vores klode bekræfter en fundamental »buddhistisk« forbundethed mellem alle biologiske livsytringer. Fra klima til computerbårne netværk er vi del af et stort hele med et åndedrag på millioner af år. Men vores produktion af viden om sammenhænge fra biologi til økonomi sigter stadig mod vækst og ikke mod balance. Vores historisk set pludselige og uhørte rigdom er skabt ved rovdrift og fornægtelse af ethvert ansvar for det store biologiske fællesskab. Vi er blevet så rige, som kongesønnen Buddha var. Denne rigdom giver os både mulighed og forpligtelse til at tage ansvar. Og her vender nogle sig så mod buddhismen. Ikke det strenge klosterliv i Bhutan med stræben efter den fuldstændige ophævelse af jeg-begær, med underkastelse af den personlige vilje under en formynder-læremester, men en individuelt tilpasset blanding af kulturer og religioner. ’Buddhas kvinder’ er et dragende postkort fra en tågefyldt, smilende, rødklædt kvindeverden. Thesbjerg formidler en stemning af enkel livsmening, som sikkert vil vække et savn hos læsere i Vesten. Bogen er allerede solgt til USA og Canada. Succes – hvortil Buddha sagde: »Det, som fødes, dør. Det, som samles, vil blive spredt. Det, som har hobet sig op, vil blive opbrugt. Det, som er bygget op, vil falde sammen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her