Den epiplektiske cykel’ er en lille tegnet (mestendels) og fortalt (mindstendels) bog så sær og snirklet som sin titel. For så vidt der er tale om en historie, så handler den om dengang, søskendeparret Embley og Yewbert fandt en førerløs cykel og kørte ud i verden. Her møder de bl.a. en stor, sort mumlefugl og en meget lang og sårbar alligator. De passerer en roemark uden roer og mister fjorten par gule sko og en leopardskindsvest undervejs. En mørk lade braser sammen, og det lyner. Flere gange. »Uu« og »Øh« lyder deres ret lakoniske reaktion, da lynet slår ned og vipper cyklen bagover. Da de kommer hjem, er det så sandelig blevet ’der var engang’. For der er gået 173 år, siden de kørte hjemmefra. En surrealistisk fortælling for voksne snarere end børn lavet i 1969 af den amerikanske tegner, excentriker og balletelsker Edward Gorey. Fantasifulde udfoldelser Den snurrige, skraverede stil kunne have placeret Gorey i The New Yorker, men det er vist ikke sket. Man kunne også nævne Shel Silverstein og Iben Sandemose som fjernt beslægtede børnesurrealister, mens det fint afstemte neutrale tonefald i de fantasifulde udfoldelser på dansk grund kan minde om illustratoren Helle Vibeke Jensens værker. Rivalisering, egoisme, nysgerrighed, sult, wanderlust og forgængelighed for menneske såvel som cykel. Fænomenerne passerer flygtigt revy i denne kryptiske lille gåde, der holder sine spørgsmålstegn tæt ind til sin spinkle krop. Gorey, der både var illustrator, enspænder og dukkefører, kaldte selv sine små bøger for nonsenslitteratur. Det er ikke helt ved siden af. Arven fra Lewis Carrolls nonsensvers spøger et sted. Man kan nyde ’Den epiplektiske cykel’ som en lille snaps til fantasien og en hyldest til den personlige streg som en rød tråd i et mørkt og kaotisk univers. Man kan sådan set også bare lade være. Det er en pudsig lille bog fra en anden tid, der lander i skødet. En souvenir fra en pist forsvundet tid. Måske mest som et gråt bolsje til øjet. Haps.