I årene 1995-96 udsendte Nils Hartmann sin Danmarkshistorie for børn i fire bind og med fire forskellige tegnere.

Det var skelsættende bøger, fordi der blev eksperimenteret på livet løs med bobler, billeder og beretninger. Siden er de blevet opdateret omkring årtusindskiftet og samlet i ét tykt bind. Det genudgives nu med rigtige Dannebrogsfarver på omslaget. ’Børnenes Danmarkshistorie’ er mest om almindelige mennesker, skønt der da dukker en kongelig person op i ny og næ.
Hverken til Marx eller til Coca-Cola Forfatteren har fundet et fornuftigt ståsted. Han er hverken til Marx eller til Coca-Cola. Han er undrende og videbegærlig som et barn. Nils Hartmann er en mester i det medvidende anslag, som skal lokke læseren indenfor. Hør blot, hvorledes han ’sælger’ reformationen (med tegneren Palle Bregnhøi ved sin side)! Året er 1515. Vi er på Antvorskov Kloster, hvor munkene lige har forladt bordet for at bede. »Der står en tom tallerken på bordet. Det er præsten Hans Tausens. Selv skal han ikke med til bøn. Den unge præst er nemlig rejst i morges«. Det lyder spændende som en krimi. Og på næste opslag ser man så den tykke abbed Peder fra Viborg stå og tænke i bobler: »Hvor bliver Hans Tausen af?« Så alt er godt lige frem til år 2000. Det er svært at stoppe, mens legen er god, og det er endnu sværere at se ind i fremtiden, men i anledning af, at det nu er blevet år 2008, burde nogen – f.eks. forlaget – have bedt forfatteren opdatere sine afsluttende bemærkninger, hvor han bl.a. skriver, at nu har mange børn fået en ’walkman’. Og tilføjer: »Hvad skal det ikke ende med?«. Det er sådan noget, som undrende og videbegærlige unger vil studse over, mens de suser over Storebælt! Ellers er alt godt i Danmark.