Nogle gange må man knibe sig selv i armen.
Findes de virkelig! Er der SÅ mange bumsefikserede poptøser derude, som fører klynkagtig dagbog minut for minut, mens de sms’er og sladrer og stortuder i pauserne? Er det også rigtigt, at deres forældre er skilt? At mor er blevet alternativ? At far er lun på en ret meget yngre dulle? Og det allerstørste spørgsmål: Er det rigtigt, at Sylvester og Karoline kan blive et par? Der er ikke meget, som tyder på det, da historien om ’Karolines verden’ åbner mandag 9. maj kl. 6.30 med et stort »shit«. Om fredagen bliver kronprinsen gift med sin kronprinsesse. Så ved man da, hvornår Karoline ikke får sin prins. I hvert fald ikke i første omgang ... ’Karolines verden’ er skrevet af to debutanter, der begge arbejder i den pædagogiske branche. Mette Honoré og Birgitte Rasmussen er totalt på deres hovedpersons side: Karoline fra 1.g. Bumser og menstruation Hun skriver side op og side ned om sine forældre, sin lillesøster, bumser, menstruation, veninder, lyster og så Sylvester. Det kan virke lidt kunstigt med disse tidsangivelser . »Kl. 8.15: Arkkk! Er klokken så mange?!«. På det tidspunkt har Karoline et rødrandet, opsvulmet øje. Sylvester er klar med en frisk kommentar. Eksisterer de virkelig i så stort tal? Disse kloninger imellem Nynnes lille, altid uheldige kusine og så den rå virkelighed med familie og venner rundt om et overstort ego. Historien får på alle kontakter med pinlige situationer samt ølejr og urtete. Karoline er et sympatisk bekendtskab. Og mon ikke hun får sin Sylvester? Det vil jeg tro! Man er bare aldrig specielt interesseret, endsige rigtigt underholdt. Man får lyst til at sparke wc-døren ind og skrige: »Arkkk!«.





