Der er en lang og interessant tradition inden for politisk teori for at bruge fiktive modeller og tankeeksperimenter til at sætte gang i overvejelser af forholdet mellem, hvordan et samfund er, og hvordan det kunne eller burde være.
Ikke mindst det overdrevent gode og det ultra-ubehagelige samfund har fået megen opmærksomhed og har givet anledning til hver sin litterære genre: utopien og dystopien. Det er på sin vis denne herlige tradition, som sociologen Henrik Dahl og filosoffen Ole Thyssens nye bog, ’Krigeren, borgeren og taberen’, følger op på.







