Umiddelbart skulle man tro, at ’Kærlighedens blå safir’ henvender sig til de mange, som er interesserede i grænseløs kultur. Vor tids vilkår kræver, at mange skal prøve at optage og få det bedste ud af nye og anderledes kulturer. Et utal af kultursammenstød finder sted i denne fortælling. Forfatteren Shobha Nihalani er inder, født i Goa, men bosiddende i Hongkong, hvor hun arbejder som journalist. Hendes hovedperson, Neelam, er ligeledes af indisk oprindelse og bosiddende med sin familie i Hongkong. Som så mange andre familier omgivet af en fremmed kultur klamrer de sig til nedarvet skik og brug i modsætning til folk hjemme i det gamle land, der er på vej mod en ny tid. Besat på en irriterende måde Neelams forældre lever i en fortidslomme, hvor der eksisterer én slags regler for drenge, en for piger, én slags uddannelse for piger, en bedre for drenge, men begge køn kan se frem til arrangerede ægteskaber. 24-årige Neelam er heldig. Hun forelsker sig i en af de unge mænd, som moderen præsenterer for hende, en ung advokat, Ashnik. Neelam bliver faktisk overvældende tiltrukket af Ashnik og lever i en lykkerus det halve år, de er forlovede. Men så bliver hun forladt. Ashnik vil være en hellig mand og flytter til en ashram i Indien. Neelam går i sort. Hun er besat af Ashnik. Faktisk på en ret irriterende og enerverende måde. Man får helt ondt af smykkehandleren Rajat fra Mumbai, som hun nødtvunget gifter sig med. Nu skal hun pludselig bo i et ukendt miljø som medlem af en helt fremmed familie, der godt nok har taget hende for pengenes skyld. Her foretager beretningen endnu et spring, denne gang over en kulturkløft af en karakter, som gør, at historien næppe tiltaler selv de mest multikulturelle. En deleteknap havde gjort underværker Det viser sig, at Neelam slet ikke er en forkælet og irriterende kvinde. Næh, hendes dybe kærlighed til Ashnik skyldes hendes tidligere liv som helgeninde i 1500-tallets Rajasthan. Hun kan slet ikke lade være med at drages mod guden Krishna og mod Ashnik. Hun må bryde op og følge sit hjerte, og således får man en kvindefrigørelseshistorie på en noget uventet måde. ’Kærlighedens blå safir’ er Shobha Nihalanis debut, og man må sige, hun får noget fra hånden. Kultur og miljøer beskrives levende. Dog ville en redaktør med en deleteknap have gjort underværker, da vi for femte gang hører om Rajats dårlige forhold til sin far eller Neelams skuffelse over sit liv. Det er, som om forfatteren indimellem glemmer, hvad hun selv har skrevet. Med hensyn til Neelams stigende overspændthed, hvis naturlige forklaring er reinkarnation, står jeg helt af. Enten er jeg et tidselgemyt, eller også kan forfatteren ikke formidle sin historie på en måde, der virker så overbevisende og gribende, at man er villig til at tage et stort spring ind i en anden religions kulturelle bevidsthed. Man skal vist tro fast på reinkarnation for at synes, at det her er en underholdende kvindehistorie.