Breve fra Moder Teresa

Lyt til artiklen

Man skal formentlig være ualmindeligt interesseret i Moder Teresas liv og gerning for med vedholdende fornøjelse at kunne læse sig igennem ’Kom og vær mit lys’. Personligt finder jeg bogen kedsommelig lang og redundant, men det kan muligvis være et temperamentsspørgsmål. Fokus på den religiøse længsel Bogen er bygget op over en lang række breve og notater fra Moder Teresas hånd, der forsøges holdt sammen i en form for tematisk og kronologisk orden af den katolske præst Brian Kolodiejchuks kommentarer. ’Kom og vær mit lys’ er derfor både en biografi om og et personligt vidnesbyrd fra Moder Teresa. Fokus er på hendes indre, religiøse længsel efter Gud, noget, hun i fortvivlelse erfarede som et mørke og totalt fravær af den Gud, hun ønskede at stå nær. Efter en række ’åbenbaringer’ i ung alder blev Guds stemme med tiden tavs, og det pinte hende og kastede hende ud i dybe anfægtelser. Disse overvandt hun dog ved at identificere sig med den lidende Jesus på korset. Radikal forskellig livsindstilling Det skal indrømmes, at bogen indimellem fascinerer, fordi man kommer særdeles tæt på en livsindstilling, der er så radikalt forskellig fra den typiske vestlige hedonisme. Moder Teresa, der oprindeligt hed Gonxha Agnes Bojadijevic, blev født i Skopje i 1910 og søgte tidligt optagelse som nonne i Loretoordenen. Hun kom til Calcutta i Bengalen, hvor hun oprettede en ny orden, Kærlighedens Missionærer, der endte med at blive en verdensomspændende nødhjælpsorganisation med over 450 afdelinger i mere end 100 lande. Hele sit liv viede hun til én ting: at ofre sig selv for de fattige og syge. Selvfornedrelse og selvopofrelse Det, bogen giver indblik i, er den katolske mystiske tradition, hvor den fromme søger forening med Gud ved at gennemleve Jesu lidelser. Pointen med tilværelsen er her den stik modsatte af, hvad vi normalt forventer. Meningen med livet er nemlig ikke nydelse og selvrealisering, men lidelse, dvs. total selvfornedrelse og selvopofrelse. Ifølge denne tradition gik Gud i døden for de svageste, og denne selvudslettende handling forsøgte Moder Teresa at gengælde gennem hele sit liv. Det kan her være fristende at devaluere hele foretagendet ved at fremføre den mistroiske indvending, at hun udelukkende gjorde det for at vinde evig frelse, men dette lader ikke til at være tilfældet. Det drejer sig snarere om, at hun forsøgte at leve op til Kristi efterfølgelsesideal, ’imitatio Christi’, idealet for de kristne munke- og nonneordener, hvor man giver, fordi han gav, elsker, fordi han elskede, og lider, fordi han led.
Helgenkåring af den katolske kirke
Det er den attitude, der i 1979 sikrede Moder Teresa Nobels fredspris og efter hendes død i 1997 sikrede hende den katolske kirkes helgenkåring. Moder Teresa var uden tvivl et dybt fascinerende menneske. Men ’Kom og vær mit lys’ er ikke desto mindre tung – for ikke at sige en lidelse – at komme igennem og kunne med fordel have været skrevet som en regelret biografi med tilhørende appendiks med nonnens mange breve.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her