Først brølede løven ’Kan man høre tiden’. Så kom ’Har verden en klang’.
Spørgsmålene rungede hult, lige når man øjede dem som forsidetitler på musikprofessor Karl Aage Rasmussens første essaysamlinger, men når man kastede sig over indmaden, viste det sig, at de blev vendt og undersøgt med belæsthed som baggrund, nysgerrighed som råstyrke og et personligt vid i måden, svarene blev turneret på. Næringsrige hakkebøffer Oven på biografier om klaverheltene Glenn Gould og senest, her i år, Svjatoslav Richter har musikløven for tredje gang banket et par stakke essays sammen som filosofiske hakkebøffer, og det er næringsrigt, hvad den velskrivende Kloge Aage smider på bordet. Ikke mindst angående yndlingsemnet tid. En dimension, der naturligt må optage en komponist.
