En hullerik er ca. syv centimeter høj.
Den har kløer på tæerne og en god hørelse. Hullerikkerne ligner os mennesker en hel del. De kan skælde ud og slås. De kan fjante som poptøser. Og de besidder både helte- og gåpåmod. Nu klatrer Josefine Ottesen ned fra det mægtige Syvstammetræ for at fortælle om disse kære, sære væsner. Den første historie hedder ’Heltemod og kragelort’, og det er ret dækkende for indholdet. En morgen siger det plask uden for Birks sovehul. Det er den største kragelort, han nogensinde har set. Krager er hullerikkernes fjender. Under ledelse af den skrækkelige kragekonge kaster de sig over små skabninger med lange ører. Haps! Og bedre bliver det ikke, da lillepigen Ella kidnappes til kragernes ø, hvor der venter hende en grum skæbne. Så Birk og hans ven Ask drager af sted for at redde, hvad reddes kan. Det bliver en rejse igennem farer og fordomme, der efter mange skænderier, fejltagelser og knurrende maver ender godt, som det skal. Undervejs har der været en grundig gennemgang af befolkning, geografi og gevækster omkring Syvstammetræet. Venlige væsner er uglen Ulla og Egon egern. Og kragekongen har måske aldrig haft luft under vingerne. Slåenbuske og flagermus Hvad disse tre børn, undskyld: hullerikker, oplever hen over en nat ude i verden, er stort, og måske det første forsøg på at løsrive sig fra barndommen og Syvstammetræet. Birk og Ask har ikke fulgt så godt med i hullerikskolen, så derfor myldrer historien med oplysninger, der også kommer læseren til gode. Om slåenbuske, flagermus og Gustav gedde. Han er uhyggelig, men kun et kort øjeblik. Josefine Ottesen fortæller uden sentimentalitet – men med en vis sødme – om dyr og små væsner, der lever i frygtsom harmoni med hverandre. Historiens pointe er, at du skal rejse ud i verden for at se med egne øjne. Måske ser du noget nyt! Der er humor og næring i hullerikkernes første tur. Tegneren Claus Rye Schierbeck har gennemillustreret bogen i sort-hvid. Det er gjort i historiens ånd med glade, præcise billeder, der er fulde af bevægelse, alvor og storslåede kameravinkler. Sådan som det skal gøres!







