Bortset fra engelske og amerikanske forfattere med indfødte detektiver i Italien og så skrækhistoriske sager om Dantes Firenze eller Pavens Vatikanstat, er vi ikke meget forvænt med den ægte vare, moderne italienske krimier, som latino-jyder siger ikke er så ringe endda.
Men så er der lige denne, ’Jeg dræber’, som ,siden den kom ud i 2002, har været en succes med millionsalg i landet, hvor citroner blomstrer. Tre millioner italienere kan jo ellers godt tage fejl, når man tænker på deres valg af politikere, så denne anmelder var lidt skeptisk, da han tog fat på historien om en infam seriemorder i Monte Carlo, hvis sangvinske signatur er bogens titel. Men ’Jeg dræber’ er en sand tour de force og pageturner, ja, på over 600 sider en lang krydret spændende lasagne, som sagtens kan vare langt ind i foråret. Efter en både blodig og inciterende start À la Spielbergs ’Jaws’ foldes en fæl fortælling ud om en psykopat, der ikke blot nøjes med at dræbe, men også skærer ofrenes ansigter af, alt imens han giver melodiske antydninger af mord og motiver på et radioprogram, Voices.
