Hvor overvældende ’Livslyst’ end er som udstilling, logistisk set, er ’Livslyst’ det i endnu højere grad som katalog.
460 illustrerede sider i stort format taler om de sjældne ambitioner, der udgår fra de to museumsinstitutioner. Så stor og gennemført en publikation lader sig kun realisere i forbindelse med et forskningsprojekt, og bogen giver udstillingen både tyngde og dybde. Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner – initiativtagerne til udstillingen – har stået for fordelingen og koordineringen af de mange vinkler på emnet, og de har gjort sig fortjent til superlativer. Sammen har de skrevet den stort anlagte introduktion og derudover leveret hver sit bidrag, Hvidberg-Hansen om antikkens betydning for vitalismens æstetik og tidens olympiske idealer, Oelsner om dyrkelsen af landskabet og naturen som den store helsebringende vitaminpille. Vitalistiske mastodont Kyndig indsigt i emnets forgreninger præsterer også andre på den lange forfatterliste, f.eks. Hans Bonde, der tager sig af sporten, Henrik Wivel, der med udmattende detaljerigdom belyser litteraturen i perioden, og Lill-Ann Körber, der fokuserer på seksualitet, æstetik og den mandlige krops tillokkelser. Derimod er artiklen om Fynboerne alt, alt for kort. Uanset at gentagelser af de samme oplysninger er uundgåelige i bøger, hvor så mange emnebeslægtede bidrag falder ind over hinanden, er der ikke flere her, end det føles naturligt. For kun få læsere er vitale nok til at læse det hele.





