Hvad læser du i øjeblikket?
»Hanne-Vibeke Holsts bog ’Dronningeofret’. Jeg interesserer mig for politik, og på min nye plade er der faktisk en sang, der handler om, at nu har vi sgu fået nok af rænkesmederi, og hvad der ellers foregår inde på Christiansborg. ’Dronningeofret’ nagler meget godt problematikker om kvinders rolle i samfundet, om nye medlemmer af Folketinget med anden etnisk baggrund og om magtbalancer og deres forskubbelser. Det er interessant, og så er det hamrende godt skrevet.
Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
» Elsebeth Egholms ’Liv og legeme’. Hun skriver bedre og bedre, og hendes bøger foregår meget i Århus og omegn, som jeg kender rigtig godt. Derudover er det spændende at følge hendes personers udvikling«.
»Vi har også en anden fornem kvindelig krimiforfatter, der hedder Gretelise Holm , og så er der selvfølgelig de kvindelige svenske krimiforfattere samt Stieg Larsson «.
'100 års ensomhed'
Hvilken bog har betydet mest for dig?
»En jeg læste for mange, mange år siden – ’100 års ensomhed’ af Gabriel Garcia Márquez. Jeg kan godt lide, hvordan man følger flere generationer, og hvordan deres kærlighedshistorier udvikler sig og fletter sig ind i hinanden. Det er meget elegant og tager fat i én følelsesmæssigt. Alene titlen er vidunderlig. ’100 års ensomhed’. Det er den sejeste titel, jeg nogensinde har hørt«.
Hvilken bog var den første, du læste?
»Jeg ved ikke, om det var den første, jeg læste. Men den første, jeg forelskede mig i, var ’Mis med de blå øjne’. Jeg kan huske, hvordan den løb op ad bakke, så ned ad bakke, og på næste side op ad bakke igen. Det blev ved i det uendelige, og jeg syntes bare, det var så fedt. Så kom den til et land, hvor katten havde gule øjne, og det kunne den slet ikke fatte.«.
Suzanne Brøgger
Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
»Jeg glæder mig til at komme i gang med Susse Wolds erindringsbog, ’Fremkaldt’. Jeg kan godt lide det ved erindringsbøger, at man kan læse nogle afsnit, lægge bogen fra sig og senere læse nogle afsnit igen. Man kan så gå og fundere over et andet menneskes liv, og ofte relaterer man det til sig selv«.





