Jamen, man hører da bøger

Lyt til artiklen

Tidligere måtte seende snige sig til at låne lydbøger på biblioteket.

De var forbeholdt blinde og læsehæmmede. Men nu har så mange fået ørerne op for fordelene ved at høre en roman, at det er helt almindeligt – ja populært – at låne, købe og downloade lydbøger. Selv biblioteker køber i disse uger lydbøger ind med arme og ben. Hidtil har de betalt overpriser, så en lydbog til 200 kroner i Brugsen, kostede flere tusinde kroner at erhverve. Men ved årsskiftet understregede Danmarks Biblioteksforening, at bibliotekerne gerne må købe almindelige lydbøger til udlån: »Nu har vi fået et meget større udvalg og en smartere indpakning. Det er noget, der har sat fart i udlånet«, lyder det for eksempel fra Hadsund Bibliotek, hvor bibliotekar Alexander Davis oplever, at lydbøgerne rives væk. Især mp3 er populære, fordi bøgerne kan være på én disk. Store prisforskelle Den Grimme Ælling er et af de firmaer, der gennem mange år har solgt lydbøger til bibliotekerne til en stykpris på mellem 1.929 og 3.200 kroner. Samme lydbøger udbydes i almindeligt salg for 200-400 kroner, blandt andet fra firmaets egen afdeling Lytteratur. Hvorfor den store prisforskel? »Der er ikke så stor afsætning til bibliotekerne, så der skal man ud og have lidt mere for bogen. Der skal jo også være nogle smalle titler. Bibliotekerne kan på vores hjemmeside også købe lydbøger i almindeligt salg, men så er der ingen service på, og de får ikke erstattet et bånd eller en cd, hvis den går i stykker«, siger marketing- og salgsdirektør Joan Søndergaard«. Bibliotekerne kan jo købe ti lydbøger for den pris, de giver for én med ombytningsret. »Jo, jo, fuldstændig enig. Men de kan jo selv vælge, om de vil købe den billige eller den dyre udgave. Det har de jo ret til«. Med bibliotekernes billigere indkøb er der kommet en helt ny lånergruppe. »Med lydbøgerne har vi fået fat i erhvervsaktive travle mænd, som ikke har tid til at læse en bog, men nok tid til at høre en i bilen eller på løbeturen«, siger Alexander Davis fra Hadsund Bibliotek. Den store interesse for at høre bøger får nu et ekstra skub med en ny onlineservice fra bibliotekerne, hvor lånerne kan få direkte adgang til gratis lydbøger på Netlydbog.dk: »En hel stribe af landets biblioteker, store som små, giver deres lånere adgang til at streame eller downloade lydbøger på hjemme-pc’en med mulighed for at overføre filerne til visse bærbare afspillere«, siger Susanne Buus-Pedersen fra Københavns Digitale Bibliotek. Lydbøgerne kommer fra flere danske forlag, og kan lånes i en måned ligesom de fleste andre bibliotekslån. Teknisk udvikling Den største danske udbyder af lydbøger til salg, Lydbog.dk, dækker i alt 17 forlag med 408 titler. Om få uger kan man også downloade lydbøger herfra, oplyser direktør Kim Reinhardt. Interessen for lydbøger har vist sig større, end man troede, da firmaet åbnede for et halvt år siden, og med hensyn til boomet på markedet bakkes Kim Reinhardt op af statistikken. Lydbogsbarometret viser, at salget blev mere end fordoblet i første kvartal 2008 i forhold til første kvartal 2007. Det har igen bevirket, at gennemsnitsprisen på en lydbog er halveret. Og den tekniske udvikling lader til at gå hurtige end selv den for fladskærme. Stor interesse er der angiveligt i øjeblikket for – hold nu fast – at spille sin lydbog over på mp3 og så, når man skal køre på ferie, sende lyden via en FM-sender på en af fem frekvenser på bilradioen. Af statistikken kan man også læse, at det er mp3-cd og downloads, der er mest populære, mens interessen for audio-cd og kassettebånd er stagnerende. Hvorfor læser folk ikke bare en bog? »Der er mange, der foretrækker at læse en bog, det gør jeg for så vidt også selv til tider, men der findes situationer, hvor lydbøger er smartere. Jeg har lige kørt til Italien og tilbage igen, og der hørte vi ’Ophold på vejen’ af Friedrich Dürrenmatt og Paul Austers ’Jeg troede min far var Gud’. Det var hyggeligt«, siger Kim Reinhardt. Har I alt – også Tolstoj og sådan noget? »Nu siger du Tolstoj, og det kan jeg ikke lige klare. Men i klassikere har vi Stefan Zweigs ’Skaknovelle’, Hemingways ’Den gamle mand og havet’, Martin A. Hansens ’Løgneren’, Herman Bangs ’Ved vejen’ og flere til«. Den lydbog, der sælger bedst af alle, er ’Blekingegadebanden’. Hvad er en god oplæser? »Det er Jesper Christensen!«. Nogle gange læser forfatteren selv. Jørgen Leth og Naja Marie Aidt, for eksempel. En del blinde og svagtseende foretrækker en neutral oplæser. »Der kan være skuespillere, som fortolker teksten. Jeg ved, der er mange blinde og svagtseende, som gerne selv vil fortolke. Men generelt er de rigtig glade for, at seende lyttere har bevirket, at kvaliteten er blevet højere«, siger Kim Reinhardt. Det var Forlaget Per Kofod, der for fem år siden bragte lydbøger i større stil til Danmark. Ideen fik forlæggeren i Sverige: »Jeg var i Malmø for at se på det svenske pocketbogsmarked, da jeg stødte på lydbøgerne, i Danmark var det stort set kun bibliotekerne, der havde den slags«, siger Per Kofod. Er der slet ikke noget dårligt at sige om lydbøger? »Så skal man være sart og sige, at man ikke får sin egen fortolkning af bogen. Og så måske det, at vi er på et teknisk mellemtrin i øjeblikket, inden vi når downloads, men det sker snart«, siger direktør Kim Reinhardt, Lydbog.dk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her