Bøger

Inger Christensen hyldet i europæiske aviser

Den danske digter var en verdensforfatter i øjenhøjde med Dante, Novalis og Blake, hedder det bl.a. i store nekrologer.

Bøger

Ikke bare vi danskere, men også læsere i en række store europæiske lande har ved Inger Christensens død mistet en af kontinentets store digtere.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed af nekrologer i en række europæiske aviser.

Inger Christensen bliver hyldet fra Spanien til Sverige for sine digte, sine fortællinger og sine essays. Størst er berømmelsen i Tyskland, hvor hun næsten blev mere æret end i sit eget fædreland, som den spanske avis El Pais noterer.

Det er ikke meget galt.

I øjenhøjde med de største I sin nekrolog i Tysklands mest seriøse ugeavis, Die Zeit, skriver Susanne Mayer således:

»Hun var en, der har fornyet og uddybet vores forestillinger om litteratur. Den store danske lyriker har skænket os en digtning, der griber os om hjertet, der opildner forstanden og for et øjeblik lader livet stå stille i de store øjeblikke under læsningen, hvor det uhørte sker«.

Og så slutter hun med disse ord:

»Inger Christensen var datter af en jysk skrædder. Hun var en folkeskolelærer, der skrev sine digte i øjenhøjde med Dante, Novalis og Blake«.

»En verdensforfatter«
I det østrigske dagblad Der Standard kalder Ronald Pohl Inger Christensen for en »verdensforfatter«, der havde gjort sig fortjent til de højeste udmærkelser.

Bladet nævner i den forbindelse, at Østrig i alt fald har gjort sit ved at tildele hende den østrigske statspris i litteratur i 1994.

I nabolandet Schweiz skriver Beatrice von Matt i den tysksprogede Neue Zürcher Zeitung, en af kontinentets strengest redigerede aviser, at »europæisk poesi med Inger Christensen har mistet en af sine betydeligste stemmer«.

»Rytmens magiker«
Hun tilføjer for god ordens skyld, at Inger Christensen, »rytmens magiker«, desværre aldrig blev udmærket med nobelprisen.

»Her har man i Stockholm – på overdimensioneret afstand af det nærliggende – forpasset en stor chance«.

En lille hentydning til, at svenskerne åbenbart har svært ved at få øje på, hvad der foregår lige foran deres næsetip, i nabolandet Danmark.

Von Matt understreger, at Inger Christensen så sig selv som europæisk forfatterinde – og hun undlader ikke at fortælle sine EU-skræmte landsmænd, at Inger Christensen som europæisk forfatterinde altid støttede sit lands medlemskab af EU.

En uimodståelig stemme
Cecilia Dreimüller, der skriver den lange nekrolog i den spanske El Pais, kalder Inger Christensen for »Skandinaviens største digter« og fortæller bevæget om en aften i 1998, da Inger Christensen læste højt under en poesifestival i Musikpaladset i Barcelona.

Ingen kunne have forestillet sig, skriver hun, at denne skrøbelige, hvidhårede kvinde ejede en så uimodståelig stemme, der greb publikum, selv om digtene blev fremført på et sprog, nemlig dansk, som folk ikke forstod en stavelse af.

I det norske dagblad Aftenposten skriver Erik Bjørnskau om Inger Christensens stilling i samtiden, at »de fleste kritikere i dag er enige om, at hun var en særegen og personlig stemme, der vanskeligt kan sammenlignes med andre«.

I Dagens Nyheter i Sverige skriver Pontus Dahlman, at Danmark har mistet en af sine allermest hyldede og internationalt respekterede digtere – »og Skandinavien sin, ved siden af Tomas Tranströmer, mest tippede nobelpriskandidat«.

Den sidste i en mærkelig generation
Men Dahlmans relativ korte omtale står ganske i skyggen af, hvad konkurrenten Svenska Dagbladet gjorde ud af sagen, da meddelelsen om Inger Christensens død kom.

Bladet stillede en hel side til rådighed for forfatteren og kritikeren Magnus Ringgren, der minder om, at en meget mærkelig dansk digtergeneration er gået bort med Inger Christensen.

Blandt andre navne i denne nu forgangne generation næver Ringgren Christensens tidligere ægtemand, Poul Borum, og forfatteren Peer Hultberg.

Ringgrens mindeord var spækket med lange udtog af Christensens digte i svensk oversættelse. Med denne henvisning til Thomas Bredsdorffs forsidenekrolog i Politiken, skrev han følgende:

»Ingen nordisk digter, med undtagelse af Tomas Tranströmer, har nydt en sådan respekt, for ikke at sige kærlighed, fra både læsere og kritikere, som Inger Christensen. I årtier blev hun nævnt som kandidat til nobelprisen. Ved hendes bortgang skrev en dansk avis, at hun er den største i Norden siden den digter, der skrev Vølvens Spådom. Udtalelsen føles aldeles korrekt, hvis man renser den for lidt af den patos, som et dødsbudskab så ofte giver anledning til«.

Sprogets skønhed
Ringgren nævner, at »Sommerfugledalen« på svensk er om muligt smukkere: »Fjärilddalen«, denne tynde bog med sine 15 korte digte »er et af de mærkværdigste poetiske værker i det sene 1900-tal, men den er samtidig fast rodfæstet i en vældig tradition. Ud af disse enkle linjer glimter lyset fra næsten tusind år af europæisk poesi«.

Om denne poesi skriver Ringgren:

»Det føles klodset og dumt at komme væltende med de gamle spørgsmål om ideer, ideologier og livsholdninger, når man skal forsøge at forstå Inger Christensens poesi. Den behøver ingen udenomslitterære motiveringer. Naturligvis lader hendes tid og intellektuelle miljøer sig høre i værkerne, men det er sprogets skønhed, som først slår en, ikke de tanker, der fremføres. Hun er en digter, der elsker verden, og hendes kærlighedsgerning er ordet«.

Han gør opmærksom på en detalje, der let kan overses, nemlig, at ordet »sjæl«, altså »psyke«, på græsk også betyder lige præcis »sommerfugl«, fordi dyret genopstår som sjæl, når larven har forpuppet sig.

Verdens værtinde
Dette ordspil skjuler sig i Christensens digt.

»Inger Christensen er fjende af udflydende udgydelser og uartikulerede udråb. Hun inviterer hele tilværelsen ind i sine sonetter, alt levende og alle døde. Hun er verdens værtinde, og vi kan alle gå til hende for at møde den. Trangt bliver det ikke, selv om det bare er 15 gange 14 linjers poesi«, skriver Ringgren.

Dette synspunkt deler han med Tobias Lehmkühl, der skriver hendes store nekrolog i Süddeutsche Zeitung. Lehmkühl gør opmærksom på, at hendes digtsamlinger »allerede er nok til et helt liv«.

Ligesom de fleste af dem, der i tysksprogede aviser skriver om Inger Christsensen, har også han hørt hende læse højt af digtene.

»Den, der oplevede hende, når hun læste højt, kunne nok få det indtryk, at hendes stemme var nær ved at visne væk, så sagte talte hun. Men dette tegn bedrog. Hvisken hørte til hendes poesi som gråd til barnet«.

I tryllekredsen
I Die Welt skriver Dorothea von Törne:

»En aura af det gådefulde, det usædvanlige og kosmiske omgav hendes vers, men den, der mødte hende, var forbløffet over hendes enkle fremtoning: hvidhåret, pluskæbet, med briller. Men hendes stemme drog alle med ind i sin tryllekreds: en intensiv besværgende, melodiøs nynnen, der nøje nævnte tingene ved navn og dog lod dem beholde deres hemmelighed«.

»Når den danske kvinde læste højt af sonetkransen ’Sommerfugledalen’, mente man at kunne spore sommerens duft, havets stilhed og pustet fra skrøbelige luftgestalter. Gennem ’sjæle- og sommeransigternes’ tynde vinger kunne man pludselig øjne tilværelsens grund«.

Og i den østrigske Der Standard citerer Ronald Pohl hende i den forbindelse for at sige, at man ikke må forskrække ordene.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De skal tværtimod have lov til i fred og ro »at sætte sig som en flok duer«.

Det gådefulde og sfæriske
Inger Christensen læste højt på både tysk og dansk, når hun gæstede Tyskland og Østrig.

Det danske sprog blev i forbindelse med hendes poesi her anset for så vigtigt, at hendes vers gengives på begge sprog side om side i de tysksprogede udgivelser.

Overalt i nekrologerne fremhæves i øvrigt det store arbejde, som hendes oversætter, Hanns Grössel, har begået.

I avisen Frankfurter Rundschau skriver Ina Hartwig:

»Hendes forhold til verden er ikke politisk ’engageret’, ikke ’henvisende’, men drømmeagtigt, gådefuldt, sfærisk – og ikke mindst vittigt. Inger Christensens fjerlette kosmologi virker så naturvidenskabelig som besjælet, så fiktiv som virkelig, så søvngængeragtig som klar: En fantastisk, ved sin enorme musikalitet påfaldende sprogbegavelse bærer dette værk«.

Fibonaccirækken
Og om hende som oplæser skriver Hartwig:

»Det virker, som var den gamle dame fuldkommen et med sine vers’ gebrækkelige kraft«.

Lehmkühl gør i Süddeutsche Zeitung særlig opmærksom på Inger Christensens store digt ’Alfabet’, der blev til som et udtryk for den såkaldte ’fibonacciregel’:

Man skaber en talrække, hvor hvert nyt led er summen af de to foregående i rækken:

3 f.eks. af 1 og 2, 5 af 2 og 3 osv.

Inger Christensens alfabet er nu en digtrække, hvor hvert nyt digt rummer lige så mange strofer som det pågældende tal i fibonaccirækken.

Det uendelige
Hun stopper ved bogstavet ’n’, der som digt rummer 610 strofer.

Den tyske kritiker understreger, at hun ikke holdt op, fordi hun ikke orkede at digte videre, men lige præcis fordi bogstavet ’n’ i matematikken betegner det uendelige.

Sproget er hos Inger Christensen en del af vores natur og dermed af den uendelige mangfoldighed. Det var, hvad hun havde fået ud af at læse den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky i 1960’erne.

Beatrice von Matt nævner i Neue Zürcher Zeitung, at ’tal’ og ’tale’ er så godt som det samme ord på dansk.

Glemme for at gentage

I Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver Harald Hartung, at ’Alfabet’ er Christensens betydeligste værk, essensen af hendes arbejde.

»En voksende skare af læsere har oplevet ’Alfabet’ som en åbenbaring«, skriver han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Digtet er et værk om apokalypsen. Digteren iagttager katastrofen og ser, ligesom en kvinde i det afsluttende digt, efter, »om der er vand i den forkullede/ brønd«.

Det livgivende vand er poesien, som vi må drikke af. Hendes sidste digtsamling blev ’Sommerfugledalen’ fra 1991.

Lehmkühl fortæller, at hun engang skal have sagt, at hun med årene desværre brugte stadig længere tid til at glemme det, hun havde skrevet.

Først når det var sket, kunne hun nemlig begynde igen og gentage, hvad hun allerede havde sagt – men bare med andre ord.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce