Hvad læser du i øjeblikket?
»Jeg er lige blevet færdig med Jørn Lunds lille bog ’Helt vildt fedt’, hvor han tager temperaturen på sproget. Meget præcis og utrolig analytisk og morsom på samme tid. Den mand har en sprogfornemmelse som få«.
»Jeg læser også skønlitteratur. Senest to romaner af Martin Jensen. Dels den sidste i serien om Eske Little, der var byfoged i Svendborg under den kullede greves regime i den kongeløse tid i 1330’erne. Dels samtidsromanen ’Ej så svært’, der tager udgangspunkt i hans egen barndom«.
»Det er utrolig interessant, når man er præcis lige så gammel som han selv og i øvrigt kender ham. Vi gik i gymnasiet sammen på Birkerød Kostskole, og hans bog beskriver et miljø i københavnsområdet«.
Stieg Larsson er umådeligt præcis
Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
»Stieg Larssons romantrilogi. Den er umådeligt præcis i sine psykologiske portrætter og afviger meget fra andre krimier i sin forbrydelsesbeskrivelse og i sin kombination af både samtidsbeskrivelse, krimihistorie og en meget avanceret og overbevisende anvendelse af ny teknologi i sit plot«.
Harvard-forsker inspiration til prisopgave
Hvilken bog har betydet mest for dig?
»Som ung historiestuderende læste jeg én, som ingen kender, fordi den er rent faglitterær. Men for mig betød Harvard-forskeren Bernard Bailyns ’The Ideological Origins of the American Revolution’ overordentligt meget både pga. sit perspektiv og sin metode«.
»Den benyttede jeg rent faktisk som inspiration, da jeg nogle år senere skrev prisopgave ved Københavns Universitet«.
Ikke mange alternativer på landet
Hvilken bog var den første, du læste?
»Den første, som jeg kunne læse, næsten inden jeg kom i skole, var A.D. Jørgensens ’Fyrretyve fortællinger af fædrelandets historie’. Det er folkelig historieskrivning fra det 19. århundrede. Den stod på min fars hylde. Han var lærer, og jeg lærte at læse, før jeg kom i skole«.
»Vi boede ude på landet, så der var ikke mange alternativer. Det er et værk, der har præget mange mennesker i tidens løb, og den skabte en grundlæggende viden om danmarkshistorien, som jeg har kunnet huske siden«. Harry Potter og 'Ringenes Herre'
Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
»Med påvirkning fra mine børnebørn må jeg sige Harry Potter. Jeg har ikke fået læst bøgerne, og det synes mine børnebørn er en mangel«.
»En af dem, jeg heller aldrig har fået læst, er Tolkiens ’Ringenes herre’. Jeg har ikke gjort mig meget i fantasygenren, men jeg har da set filmatiseringen af Tolkien. Fantasyserier er jo virkelighedsflugt, men det skal der også være tid til«.







