Lad os skrue tiden tilbage til en råkold januardag i år.
Til det noget mondæne Maritime Hotel Bellevue, der ligger smukt placeret ved indsejlingen til havnen i Flensborg, og i hvis prangende foyer den danske håndboldspiller Joachim Boldsen – nu også kendt fra ’Vild med Dans’ – lå henslængt i en dyb, magelig lænestol. Den unge mand, 29 år er han i dag, har altid evnet at føre sig frem med udråbsord og klart 100 kilos kropssprog, og denne dag fortalte hans elefantastiske ro, at han ikke orkede noget som helst. At han nærmest ikke magtede at deltage i det landsholdspressemøde, der skulle finde sted om få minutter. At alt bare var for meget. Her, tæt på en slutrunde om det europæiske mesterskab. »Behøver jeg at rejse mig for at hilse«, spurgte han mig, da jeg kom nærmere. Og så gav han ellers udtryk for, at det i øvrigt var åndssvagt af mig at komme til dette intetsigende møde, der kun kunne betragtes som en times tidsspilde. »Hvad i alverden vil du dog skrive om«, lød det sukkende fra lænestolen. »Ja, hvad ville du skrive om«, spurgte jeg ham som svar. Andet kunne jeg ikke lige komme på. Og så rettede Boldsen sig ellers op. »Sjovt, du spørger«, sagde han pludselig veloplagt, »for jeg har tænkt mig, at jeg vil have dit job, når du engang stopper. Jeg kunne godt tænke mig at få en hel side i Politiken at slå mig løs på. Hver dag«. Underholdende indblik Nu har han slået sig løs over næsten 300 sider i ’Ærlig Talt – historier fra mit håndboldliv’ . En billedrig bog, der bringer os ind i Joachim Boldsens ligefremme univers, hvor tanker om dit og dat ikke pakkes ind i blufærdig tåge, men bralres ud med sgu, fanden, pis og fuck.







