I efteråret 2002 sidder to forfattere i et lille lejet skipperhus i Marstal. En dansk og en engelsk. Lågene på deres bærbare computere rører næsten ved hinanden. På den ene side af bordet sidder Carsten Jensen. Hans kæreste Liz Jensen sidder på den anden.
Som en løve i et bur
Hun arbejder støt og godt. Hun har den ro, det giver, når ens bøger bliver solgt verden over, som det er sket med romanen ’Louis Drax’ niende liv’. En bog, der er på vej som hollywoodfilm.
Carsten Jensen går rundt som løve i et bur. Gennem et år eller to har han jævnlig været i Marstal, fordi han vil skrive en bog om byen, søfolkene og deres liv i Marstal og på de syv have.
Søfartsmuseets arkiv har vist sig at være en guldgrube af historier, men Carsten Jensen kan ikke få hold på stoffet. Forfatteren, som ellers er kendt for velskrevne rejsebøger og skarptskårne essays og kommentarer, kan for en gangs skyld ikke få ordene til at makke ret.
»Sæt dig for helvede ned og skriv« Han kan se, der er enorme muligheder i stedets personhistorier, men de hænger ikke sammen. Igen og igen må han tilbage til søfartsmuseet for at lede efter nøglen til en samlet fortælling. Sådan har det efterhånden været længe. Notaterne hober sig op. Det samme gør Carsten Jensens frustrationer. Og det smitter åbenbart, for på et tidspunkt ser Liz Jensen på ham og siger: »Nu er jeg simpelthen så træt af at se dig gå rundt og ævle om den research. Sæt dig for helvede ned og skriv«.





