Michael Dibdins fremragende serie om den italienske politimand Aurelio Zen er præget af et frit og sommetider temmelig anarkistisk forhold til krimigenrens konventioner.

Det, der ligner snedige forbrydelser eller Store Italienske Komplotter, viser sig ikke sjældent bare at være et sammentræf af tilfældigheder eller resultatet af små politisk-bureaukratiske eller amourøse intriger, som i kraft af forvekslinger og misforståelser vokser sig store og mystiske, indtil den melankolske, men imponerende skarpsindige Zen punkterer dem og endnu en gang beviser, at intet er, hvad det ser ud til. Præcis hvad det så er i stedet for, og hvem der er hvem i Dibdins indimellem temmelig forvirrende fortællinger, bliver ikke altid helt klart, men det gør ikke noget, for krimiintrigen er ofte bare en undskyldning for at sende Zen på eventyr og kaste det altid vittigt skildrede – men tit også meget charmerende og ligefrem rørende – persongalleri ud i en stribe barokke, komiske situationer i italienske miljøer, som Dibdin skildrer med megen atmosfære, godt sete detaljer og kun få klicheer.