Tænk engang, hvis Friedrich Nietzsche kom til bogmesse i København i dag. Det ville blive en kort forestilling I hvert fald hvis den gamle filosof fik lov at bestemme. Det var ham, der sagde, at en forfatter skal holde sin mund, når først hans værk er begyndt at tale.
»Ingen gider læse en tavs forfatter«
Man kan lige høre Nietzsches danske forlægger, hvis filosoffen ikke var død i 1900, men stadig havde levet i dag:
»Helt ærligt, Freddy, hvilket århundrede er du født i? Ingen gider læse en tavs forfatter. Det er kun J.D. Salinger, der er sluppet godt fra det nummer. Nu har du skrevet en knaldgod bog, hvor du fortæller, at Gud er død. Det rækker sådan cirka halvvejs, men heller ikke mere. Nu skal budskabet ud over rampen. Vi har allerede afsat dig til Go’ morgen Danmark, Aftenshowet, Deadline 2. sektion og morgenaviserne – og vi skal nok få dig placeret på Scenen på BogForum. Om søndagen. Hvad siger du til at tale med Møllehave? Det bliver et fedt show. Han vil garanteret mene det modsatte af dig, og så behøver du måske heller ikke sige så meget selv«.
Her ser man en hændervridende filosof pille nervøst i sit kæmpestore overskæg, mens han forsøger at ryste på hovedet.
»Kom nu. Vil du sælge bøger, eller vil du ikke sælge bøger?«.
Ja, for det er jo der, vi er.
Enten spiller man som forfatter med, når medieorglet bruser, eller også kan man få lov at sidde nede bagved på en af de hårde bænke. Personfikseret De færreste gør som Nietzsche. Jo, en mand som digteren Klaus Høeck gør.








