0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At fange ånden i naturen

Jens Gregersen mestrer det meste med skitseblok og akvarelpensler. Med ’Årets ring’ markerer Gregersen sig som en af vore mest bemærkelsesværdige iagttagere af den danske natur.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der går en dyb, rød tråd af sanselighed gennem Jens Gregersens ualmindelig smukke bog ’Årets ring’.

Bogen udkom forrige fredag i forbindelse med Johannes Larsen Museets forårsudstilling, hvor Gregersen udstiller side om side med ingen ringere end Larsen selv.

Gregersen er altid på farten ude i naturen, tit med viltert hår og skægstubbe, men altid med sit kloge blik rettet mod alt, hvad der rører sig, og med en lynhurtig pen. Han tegner for at huske, hvor vi andre skriver ned. Og det, han har tegnet, husker han så godt, at han på nul komma fem kan udsmykke vægge og rum med de mest vidunderlige scenerier fra skarvernes leben i kolonierne, vildgæssenes liv, følfodens goddag til foråret og tusind andre ting. Det demonstrerede han op til den store åbningsudstilling ’Fuglefri’ på Kunstcentret Silkeborg Bad i 1998 og nu igen i Kerteminde, hvor gæster og journalister kunne opleve ham udfolde sig live.

’Årets ring’ er Gregersens hyldest til årstidernes skiften. Hvad Martin A. Hansen kunne fange om naturen og det danske vejr med ord, kan Gregersen med pen og pensler. Han indfanger vibens kådhed, glans og frække elegance i få penselstrøg, stærens elektriske forårsrus, sommersvalen i staldvinduet og de sarte engplanter. Han fanger ånden i naturen.

Fuglenes flugt
Gregersens hurtighed er en del af hemmeligheden. Han fanger fuglenes flugt og skiftet i duehøgens opmærksomme blik og hovedvridninger, når den udser sig et bytte. Skitser, tegninger og akvareller nærmest flyver ud af siderne i bogen, som er ualmindelig delikat og smukt tilrettelagt af vennen, ornitologen og kunstneren Lars Abrahamsen.

Hver af årets måneder præsenteres som en stribe opslag fra august til august. Ringen er sluttet. Illustrationerne ledsages af Gregersens historier, der knytter sig til måneden, vejret, naturen, landskabet og vores omgang med landet. Som altid skriver han derudad hudløst ærligt, så man får en god indsigt i hans arbejde, verden og tanker. Han lærer os at mærke verden.

Gregersen har hele sit liv været til vilde steder og fugle og blev hurtigt draget af arbejdet på statens biologiske feltstationer, hvoraf flere blev oprettet i 1970’eren på de mest vidunderlige steder i landet. Meningen med stationerne var, at man her skulle at følge naturens udvikling nøje og gennemføre alskens biologiske studier og forskning.

Det var Gregersens held, at den nuværende vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, biologen, skarvforskeren og meget mere, Poul Hald Mortensen, tilbage i 1970’erne introducerede ham til øen Vorsø i Horsens Fjord. Gregersen faldt øjeblikkeligt for øens vildhed og begyndte at komme der regelmæssigt. Med Fredningsstyrelsens og ikke mindst Poul Hald Mortensens støtte fik Miljøministeriet etableret en feltstation på øen. Her har Gregersen og hustruen, Sus, så haft deres faste base siden 1982.

Vorsø
Vorsø blev købt i 1928 af Københavns Universitet for midler, som zoologen og naturforkæmperen Herluf Winge havde testamenteret til at erhverve »et fristed eller flere til fredning af planter og dyr, også de såkaldt skadelige«. Af Vorsøs godt 60 hektar måtte 14 hektar fortsat dyrkes, mens resten skulle ligge urørt hen. I 1979 overtog Miljøministeriet øen, hvorefter det sidste landbrug blev stoppet. Nu ligger hele øen hen i naturtilstand med skarver, urskov, døde elme og ikke mindst: Gregersen som vidnet, der opfanger alt, hvad der sker på det lille stykke Danmark i naturens vold.

Johannes Larsen Museets udstilling ’Årets ring og Danmarks fugle’ bringer Gregersen sammen med den store, fynske mester på den smukkeste måde og i så poetiske rammer, at det næsten gør ondt. Museet har opsporet og udstiller foruden Gregersens værker størstedelen af Johannes Larsens pragtfulde originaler til E. Lehn Schiølers værk om Danmarks andefugle.

Så – kom og mærk foråret i museet og haven på bakken over Kerteminde! Det er uforglemmeligt. Og gamle Larsen må glæde sig i sin himmel, for Gregersen kan fortælle, at mange af de store fugle, der blev forfulgt og udryddet i Johannes Larsens tid, har fred nu og er vendt tilbage i hobetal: Svaner, gæs, ænder, skarver stortrives, og selv ørnene breder sig over landet.

Tak til Johannes Larsen Museet og tak til Gregersen. Endnu en gang skylder vi stor tak til Aage V. Jensens Fonde, der har støttet bogen, så den kan erhverves for blot 178 kroner. Et brag af en gavebog om årstiderne og den del af Danmarks natur, vi har rigtig god grund til at kende til og være stolte af.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce