Rocky Balboa er på vej op ad granittrappen til kunstmuseet i Philadelphia. Hans ånde emmer efter morgentræningen. Næverne er knyttede, han har et nusset håndklæde om halsen og er i gråmeleret joggingsæt med hængerøv. På toppen af trappen jubler han ud over byen. Udefra ligner han en hjemløs, men inde i sig selv ved Balboa, at han er på vej mod succes. For som han siger i den første Rocky-film fra 1976: »I still got some stuff in the basement«. Historien om at du kan havd du vil Rå æggeblommer, hård styrketræning og selvdisciplin. Rocky er historien om, at du kan, hvad du vil. Om åndens sejr over den rå materie. I bogen ’Storform’, der lige er udkommet på dansk, fortæller Sylvester Stallone om, hvordan man finder sin indre Rocky. Nogle vil måske mene, at Sly ikke kan have særligt meget i kælderen, men nærmere har rotter på loftet. Det vil dog være alt for nemt at affærdige ham – bare på grund af en overdreven fysik og en banal American Pie-retorik. Men manden er faktisk Rocky. En taber, der nægter at give op. Og hans bog – der består af en biografisk del og en træningsdel – virker lige så inspirerende som den første Rockyfilm i 80’erne. Født i Hell’s Kitchen, en fattig del af New York, i 1946. Noget gik galt, og drengen fik lammelser i ansigtsnerverne, der gav ham de karakteristiske hængende øjne, den skæve næse og talefejlen. Sylvester var spinkel og hed det samme som en tegneseriekat. Mobningen var total. Stedet hvor han fandt fred var i biografen Eneste sted, han fandt fred, var i biografen. Hvor han fantaserede om at være en superhelt som Herkules, der blev spillet af Steve Reeves. Som senere blev hans mentor og træner. En dag fik han nok af pinslerne i skolen, og han gik ned på bilkirkegården og begyndte at løfte hjulkapsler og akser. I dag ved vi jo så, at den indædte sjæl også formåede at skrive et manuskript, som gjorde ham til stjerne og vandt tre Oscars. Evnede at lave fortsættelserne II, III, IV, V og VI. Udviklede endnu en superhelt, Rambo, der blev Reagans kæledægge. Hvorefter han gik et helt nyt sted hen som den enfoldige politimand i ’Cop Land’ fra 1996, hvor han pludselig kommer med i det pæne selskab med Harvey Keitel, Robert de Niro og Ray Liotta.
God even til at tackle fiaskoer Men det mest fantastiske ved Rocky, undskyld, jeg mener Sly, er ikke hans succeser, men hans evner til at tackle fiasko. Da han skulle træne sig op til ’Rocky II’, ville han fysisk flytte Balboa op i en ny vægtklasse. Og han trænede ekstatisk sammen med Franco Columbu – en sardisk bodybuilder, der flere gange vandt Mr. Universe. En dag lavede de to hanhunde en konkurrence om, hvem der kunne løfte mest i bænkpres. Stallone var lige ved at vinde. Da hans højre brystmuskulatur blev revet løs fra knoglen. 160 sting senere måtte han kæmpe med både en produktion og et forsikringsselskab, der ville stoppe filmen. Han satte sig hjem og skrev manuskriptet om, så clouet blev, at Rocky bliver rådet af sin træner til at optræne sin venstre hånd mere. For at overraske modstanderen. Læseren skal blive en vinder Nå, ja, De har gættet resten. Rocky vandt. Også i film nummer II. Såvel som i III, IV og V. Og selv om han tabte i VI, vandt han en vigtig moralsk sejr. Når man kan vinde over sig selv, er det ikke nødvendigt at kunne banke alle længere. Pointen her er selvfølgelig, at læseren af denne bog også kan blive en vinder. Endda med blot tre timers træning om ugen. Træningsdelen af bogen er ganske afdæmpet, realistisk og fuldkommen i tråd med den moderne forskning og alt det, som Lørdagslivs Chris MacDonald skriver. Og så bare lige tilsat den her peptalk i technicolor med små ’Sly-tips’, som måske kan virke lidt for amerikansk på ubefæstede sjæle. F.eks. skriver han, at man skal ånde kraftigt ud ved bænkpres: »Hold dig ikke tilbage. Pust kraftigt og uforbeholdent, så folk ikke er i tvivl om, at du er til«. Så vil du have folk til at opdage, at du er til, vil du være en vinder i livets film, er det bare at gøre som Sly. Skrive manuskriptet selv.