I begyndelsen kendte Peter Nielsen alle sine læsere. Personligt. Der var vel 10-15 stykker. Siden er det gået tilbage. Digteren fortæller det halvt i sjov, men der er også alvor bag.

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris
Da han fik udsendt sin første digtsamling i 1980, var det en lille tynd sag, der blev trykt i 50 eksemplarer. De første 10-15 stykker gik til omgangskredsen af folk, der også var eller ville være forfattere. De øvrige bøger blev sendt ud til anmeldere i håb om, at de i det mindste ville kaste et blik på dem.

I dag ser virkeligheden anderledes ud.

Peter Nielsens seneste bog, ’Livet foreslår’ fra 2003, blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og hans digtsamling blev solgt i så mange eksemplarer, at det nu var umuligt for ham at kende alle sine læsere. For første gang blev førsteoplaget udsolgt, og bogen måtte genoptrykkes.

Men selv om bøgerne har bevæget sig frem i den litterære frontlinje, er forfatteren selv lige så ukendt, som han var ved debuten for 27 år siden. Det er der én altoverskyggende årsag til. Årsagen hedder Peter Nielsen.

Forfatteren er nærmest kendt for ikke at ville være kendt.

Digte mister noget ved oplæsning »Den holdning er jo det rene hasard i denne her branche. Jeg troede engang, at man som forfatter kun ville blive bedømt på det, man skriver. Men sådan er det jo ikke, og man er selv ude om det, hvis man ikke gør noget for at komme frem«, siger Peter Nielsen. Selv gør han ingenting, og han er blevet rigtig god til at sige nej til at læse egne digte op. »Digtene mister noget, når de bliver læst op. Jeg kommer til at lægge tryk og betoninger ind i teksten, som vil præge folks opfattelse af digtene. I mit tilfælde er indenadslæsning absolut at foretrække«, siger han.