Fodboldstjerne angriber racisme i ny bog

Tilbage. Den pensionerede fodboldspiller Lillan Thuram har udgivet en bog om racisme. Her ses han i duel mod Jesper Grønkjær.
Tilbage. Den pensionerede fodboldspiller Lillan Thuram har udgivet en bog om racisme. Her ses han i duel mod Jesper Grønkjær.
Lyt til artiklen

Lillian Thuram ligner fortsat en af fodboldspillets største stjerner, selvom han stillede støvlerne væk for halvandet år siden.

Men i dag bevæger den franske 1998-verdensmester i fodbold sig lige så hjemmevant i tv-studier, kulturhuse og boglader, hvor han flere gange om ugen forsøger at hamre det samme budskab igennem med lige så stor tyngde som tacklingerne på fodboldbanen. »Jo, selvfølgelig er der forskel på sorte og hvide. Men det har intet at gøre med hudfarven, og sorte er for eksempel ikke bedre til at løbe, spille fodbold eller danse end hvide. Det er en af de myter, vi bliver nødt til at gøre op med«, lød det fra ham på scenen i Virgin Mega Store på Champs Elysées i Paris. Her diskuterede han med publikum og signerede sin bog ’Mes étoiles noires’ (Mine sorte stjerner’). Der var gang i kuglepennen, for den tidligere stjernespiller i blandt andet italienske Parma og Juventus samt den spanske storklub FC Barcelona er et idol blandt mange unge. Den status bruger han i kampen mod racisme, og det begynder med oplysning. »Jeg har selv lært meget af de ’stjerner’, jeg skriver om i min bog«, siger han. Barack Obama slutter af Rækken er lang. Der er f.eks. Toussaint Louverture, som i 1791 rejste slaverne på Santo Domingo til oprør og dermed banede vejen for den første ’negerrepublik’ i nabolandet Haiti i 1804, og bogen slutter med Barack Obama. »Han er et eksempel. Men det har været en lang vej«, siger Lillian Thuram, der blandt ’stjernerne’ i bogen har Frederick Douglass, der som den første sorte amerikaner stillede op til et præsidentvalg i 1872. »Han åbnede vejen, og det er vigtigt at huske de kampe, som har gjort resultaterne mulige«, lyder det fra Lillian Thuram. Blandt de andre er amerikanske borgerretskæmpere som Marcus Garvey, Martin Luther King, Malcolm X og Rosa Parks. Der er Congos myrdede præsident Patrice Lumumba og sportsstjernen Tommie Smith, der i 1968 modtog en guldmedalje i OL i Mexico, mens han hilste det amerikanske flag iført en sort handske. Mange af de øvrige ’helte’ i bogen er relativ ukendte, og det illustrerer en del af problemet mellem hvide og sorte, mener Lillian Thuram. »I min bog nævner jeg f.eks. alle de sorte forskere og videnskabsmænd, der står bag store opfindelser, lige fra køleskabet, trykpressen, pacemakeren og blyantspidseren. Listen er lang, men for langt de fleste er kendte sorte kun sportsfolk, musikere eller sangere. Det samme gælder vores historie: for de fleste dukker sorte mennesker først frem med slaveriet«. Sorte og chimpanser Denne uvidenhed er ifølge Lillian Thuram den vigtigste forklaring på racisme, som han også selv har været offer for, når fodboldtilhængere udstødte lyde som aber, når han spillede. »Det gjorde ikke mig noget. For jeg vidste, hvorfor de gjorde det og stadig gør det. Indtil for relativt få år siden fremstillede videnskaben sorte mennesker som direkte arvtagere af chimpanser. Det er det billede af sorte, mange stadig har i deres hoveder«. Lillian Thuram giver et andet grelt eksempel. »Tænk engang: min landsholdskollega Christian Karembeu, der kommer fra Ny Caledonien, havde en bedstefar, som blev udstillet på markeder og i cirkustelte i et bur. Længere skal vi ikke tilbage«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her