De seneste fire år har de danske læsere fået sig en gedigen overraskelse, for fire gange i træk kom der fra yngre forfattere en roman, som pludselig lå på alles natbord. Først Ejersbo, derefter Kaarsbøl og Jungersen og senest Morten Ramsland med 'Hundehoved'. Måske gemmer der sig også i efterårets kæmpestak af skønlitterære udgivelser en overraskelse, men på overfladen ser det ud til, at vi er tilbage i en situation, hvor kendte og prøvede navne vil sætte dagsordenen. Det umulige møde Ib Michael sender med 'Blå bror' første del af en ny trilogi på gaden, hvor læserne vil følge en farverig person, der til forveksling skulle ligne Ib Michael. Og Maria Helleberg folder kunstneren Bertel Thorvaldsen ud i romanen 'Alberto', mens Helle Stangerup med 'Skæbnegalleriet' dykker ned i intrigerne ved hoffet i Tudortidens England. Fra Vita Andersen kommer romanen 'Anna Zoe', der fortæller om det skæbnetunge møde mellem en dansk kvinde og en mand med marokkansk baggrund. Også Merete Pryds Helle fortæller i sin roman 'Oh, Romeo' om det 'umulige' møde mellem en udenlandsk mand og en dansk kvinde. Historiske romaner Kirsten Thorups bidrag til efteråret er romanen 'Førkrigstid', der foregår sidst i 1930'erne på Vestfyn. I romanen 'I min tid' er også Vibeke Grønfeldt tilbage i 1930'erne i en fortsættelse af romanen 'Mindet' fra sidste år. Anne Marie Ejernæs er i 'Tilde i Tuse' helt tilbage i starten af århundredet, mens Hanne Reintoft i sin historiske roman 'Last og brast' bringer læseren helt tilbage til 1710. Erik Knoth går tilbage til Anden Verdenskrig, hvor han med udgangspunkt i en tysk familie fortæller om den gigantiske skibskatastrofe, hvor tusindvis af civile omkom. En katastrofe, som også Günter Grass har skrevet om. Knoths bog hedder 'S.O.S. Wilhelm Gustloff' efter skibet. Suzanne synger Helt velkendt er det ikke, at Carsten Jensen er tilbage i det skønlitterære felt med noget så usædvanligt som en mammutroman fra de syv have i 'Vi, de druknede', hvor han over fire generationer trækker linjer fra sin barndoms Ærø. Helt velkendt er det heller ikke, at den anerkendte børnebogsforfatter Louis Jensen leverer til voksenlæserne, som han gør i romanen 'Skomagerbakken'. Arne Herløv Petersen trækker også linjer tilbage. Det gør han i 'Fjerne mål I-III', som er forfatterens udvidede udgave af trilogien, der indledtes med 'Imod fremtids fjerne mål' tilbage i 1975 og følger Brønshøj-drengen Pelle over 35 år. Suzanne Brøgger kommer med hele to bøger, begge ret usædvanlige. Bogen 'Sølve', hvor hun over 440 sider skriver, hvad hun selv kalder »mosebog og memoirer«, der spænder over 8.000 års danmarkshistorie og dagligliv set fra hendes vindueskarm i Løve. Derudover kommer hun med en 'Blå biografi', hvor hun fortæller om, hvad musikken har betydet for hende, og på en indlagt cd synger hun selv egne blueskompositioner, mens kendte jazzmusikere akkompagnerer! Familiehemmeligheder Hemmeligheder i familien synes at være temaet for flere af udgivelserne, bl.a. fra Pablo Llambías i 'De elskendes bjerg', i Morten Sabroes 'Evig troskab' og i Erling Jepsens 'Med venlig deltagelse', som følger i sporet på gennembrudsromanen 'Kunsten at græde i kor'. Efterårets nye romaner rummer desuden danske bidrag fra Birgitte Bartholdy, T.S. Høeg, Synnøve Søe, Trisse Gejl, Kim Fupz Aakeson, Erwin Neutzsky-Wulff, Lisbeth Brun, Muniam Alfaker, Georg Metz, Lis Vibeke Kristensen, Mads Nygaard, Thøger Jensen, Søren Jessen, Lars Bonnevie, Niels Peter Juel Larsen, Ulrik Gräs, Vagn Remme, Ingegerd Danielsen og Gorm Henrik Rasmussen. Blandt digterne er der nyudgivelser fra Pia Tafdrup, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Lars Bukdahl, Simon Grotrian og Gordon Inc. Novellegenren dyrkes af bl.a. Klaus Rifbjerg, der fejrer 50 års forfatterjubilæum med samlingen 'En naturlig forklaring'. Hans udgivelse nummer 160. Noveller er der også fra Thomas Boberg, Claes Johansen og Anne-Mette Riis Rasmussen. Af nye forfattere kan nævnes Dennis Gade Kofod ('Brøndtjætten'), Martin K. Rosengaard ('Fedt'), Elisabeth Holst ('Rosen og stjernen'), Michael Esper Andersen ('Lykkesmede') og Peter Boe ('Martyr').
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





