Ikke helt så kanon, som det kunne være. Værre end ingenting. Eller bare relativt uskadeligt. Sådan lyder de spredte meldinger i tre danske dagblade på dagen, hvor den danske kulturkanon udkommer i bogform med indlagt dvd. I den endelige præsentation af kulturminister Brian Mikkelsens (K) kanonprojekt er de ypperste værker inden for arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, scenekunst og børnekultur blevet pakket ind i en orange hardback og kan nu erhverves for 99 kroner. Monument over svag styring og kolde fødder »Indpakningen er blevet ret flot«, mener Jyllands-Postens Jakob Levinsen. »Men kulturkanonen er også i bogform mest af alt blevet et monument over svag styring og kolde fødder. Et projekt, som i sin natur er provokerende elitært og nationalt, har hen ad vejen fået lov til at blive udvandet, degenereret og til dels forvansket til en gang konfliktsky normaldansk vi-skal-jo-alle-være-her-blødsødenhed, tilsyneladende iblandet panikanfald over måske ikke at være folkelige nok«, skriver han. Herefter begiver han sig ud i en klassisk anmelderøvelse - nemlig at finde frem til værkets faktuelle fejl. Og det er da også lykkedes ham blandt andet at spotte, at kulturministeren allerede i forordet får kaldt Carl Nielsens 'Maskarade' for 'Maskerade', og at filosoffen Wittgenstein fejloversættes. Musiklisten er ifølge Levinsen »patetisk« og dvd'en »en ynk«, der »mest af alt ligner fraklip fra en temaaften på DR 2«. »Bogen derimod har forlaget fået et imponerende resultat ud af med masser af illustrationer, fakta, sidehistorier og (mere eller mindre intetsigende) begrundelser for de enkelte valg«, skriver han. Fjernt fra det optimale Mens Information, Ekstra Bladet og Politiken ikke anmelder værket på udgivelsesdagen, spørger Berlingske Tidendes Niels Gunder Hansen under overskriften 'Ikke helt så kanon som det kunne være', om det er mangel på tid, ressourcer eller fantasi, der gør, at kulturkanonen i bogform »er fjernt fra det optimale«. »Der mangler redaktionel styring og homogenisering, men det ville næppe være nogen nem opgave i et køkken med så mange kokke: Syv fagudvalg, ministeriet, forlaget og dets redaktører«, skriver han og peger på, at ikke alle kunstarter egner sig lige godt til en sproglig præsentation. »Og slet ikke når den skal være så kort som her«. Bedre end ingenting Niels Gunder Hansen er heller ikke begejstret for den vedlagte dvd. Det går fint med teater og film, mens musikken har det sværere på dvd, fordi eksemplerne bliver »lidt korte og afsnubbede, mens snakken får lov at brede sig«. Og når det gælder de resterende kunstarter, får man ifølge Berlingskes anmelder »lidt af et chok«, fordi de »spises af« med et diasshow. »Skidt med litteraturen, den klarer sig nok i bogudgaven, men helt fatalt er det for de rumlige og legemlige kunstarter, hvor der havde været rige muligheder for at nærme sig især arkitekturen med overflyvninger, 3D-animationer, hvad ved jeg. Det her er faktisk værre end ingenting«. Og dog. For som han konkluderer: »Det gælder dog for denne udgivelse som om kanonbølgen generelt: Det er bedre, at den er der, end at den ikke var der. Og man får trods alt en del for sine 99 kroner«. Voluminøst sprog »Kulturministeriets efterårskatalog«, kalder Henrik Jensen kulturkanonen i Kristeligt Dagblad. Også han mener, at mulighederne på dvd burde være udnyttet bedre. »I stedet for bare at præsentere Kim Larsens 'Værs'go' af et talende hoved uden en eneste tone fra værket«. Og så trættes han her og der over det voluminøse sprog. »Hist og her tager 'Det-er-kunst'-retorikken overhånd. Som når arkitekturudvalgets formand påstår, at arkitekterne »i deres værker søger at indramme tidens livsbetingelser - glæder, sorger og håb - i en koncentreret form«. Jeg ved nu ikke, hvor meget sorg der er indlagt i et moderne parcelhus«, som han skriver. Kværulanterier Men ifølge Henrik Jensen kan det aldrig skade med en bog, der vil fortælle os, at Johannes V. Jensens 'Kongens fald' er værd at stifte bekendtskab med. Samtidig med at han forudser, at udspillet nok skal få masser af kritiske kommentarer med på vejen. »Der er jo en masse knive og gafler i medier og offentlighed. Komisk at vi i den vestlige verden accepterer, at der anvendes milliarder af kroner på reklame, på at liste alverdens ubrugeligheder ned i ikke mindst vores børn - og så vælger vi at kværulere over, om der nu ikke er for megen ensretning i sådan en smule kulturkanon«. Eller som kanonudvalgenes formand professor Jørn Lund siger på den indlagte dvd: »Det er pudsigt nok blandt dem, der har mindst brug for en kanon, der er mest kritik af den«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





