Storken er her ikke endnu, men sandelig siger vi: Foråret er kommet! Vel er det så, og det bringer helt naturligt spørgsmålet om, hvilke bøger et erotisk privatbibliotek bør indeholde på dagsordenen i tusinder af danske familier. Det spørgsmål er det sandt for dyden ikke let at svare på. Verdens klogeste hoveder har angiveligt tumlet med det i århundreder - Shakespeare, Goethe, Newton, Mozart, Einstein, Starfield - og det viser sig, at der gives næsten lige så mange svar, som der er indehavere af erotiske biblioteker. Hvad skal et erotisk bibliotek indeholde? Men hvad er et erotisk bibliotek? Snakker vi om en villa, en etage, en garage, et værelse eller måske blot en hylde med diverse publikationer om kønslivets fristelser? Taler vi skøn- eller faglitteratur eller begge dele? Har vi at gøre med gedulgte anretninger i utilgængelige skunkrum eller prangende systemer i boligens bedste værelse? Hører Jens August Schade hjemme i det erotiske bibliotek, blot fordi han i nogle digte har udvist lidt libidi- og vinøs livsglæde? 'Mænds pornografi, kvinders erotik' hedder en af Bibliopatens egne bøger. Jamen, er det virkelig så simpelt? Har kønnene forskellige opfattelser af, hvad der er smuds og trash? Hvad med 'Lulu - en glædespiges erindringer'? Er det en selvskreven titel i ethvert frisk intimbibliotek - eller bør man anlægge visse litterære kvalitetskriterier? Det utugtige Her i hulen hævder vi ikke at have svar på alle de ovennævnte spørgsmål, og det er vel en del af pointen: Danske familier kan købe sig til rådgivning, hvis de vil have indrettet samtalekøkkener og kogeøer, men de må i bund og grund selv ligge og rode med intimbibliotekets udfordringer, hvilket dog ikke betyder, at vi ikke vil smide om os med lidt public service om emnet. Grundlæggende har Deres Bibliopat altid været optaget af, hvad man i forskellige tider måtte have defineret som 'utugtigt'. Bøger, der beskæftiger sig med, hvad man på et givet tidspunkt har fundet utugtigt, har derfor altid været velkomne i vort eget bibliotek. Da der i vor tid ikke længere findes 'utugtig' litteratur i vor kulturkreds, er det som regel ældre værker, vi falder for, og ikke sjældent viser de sig at være tyske og franske. Dengang for længe siden... Man kommer her ikke uden om, at det kan være en fordel, hvis slige publikationer er illustreret. Ikke nødvendigvis 'rigt' eller anmassende, men vi ville lyve, hvis vi ikke vedgik, at der da gerne må gerne være en vis portion øjenfryd i erotisk orienterede publikationer. I relation til det med utugtigheden kan vi ikke lade være med at nævne en insider-anekdote om Det Kongelige Biblioteks omgang med erotiske bøger. Den stammer fra dengang, den væsentligste billeddannende maskine på kønslivets område var den menneskelige hjerne. Før tv og internet og porno på film og alle mulige andre steder. Dengang myndighederne ikke fandt det tilrådeligt, at almindelige mennesker havde adgang til billedpornografi og den slags. Egoistisk bibliotekar I al sin enkelhed går historien ud på, at en daværende overbibliotekar resolut samlede hele den kongelige institutions arsenal af 'anstødelig' litteratur og anbragte den på toppen af reolerne i samlingen over ældre indoeuropæiske værker, der stod i en af de mørkere kroge i biblioteket. Tilsammen var der måske tre-fire hyldemeter anstødelig litteratur, men fordi den ikke stod på sin rigtige plads, kunne ingen andre end bibliotekaren selv finde den og dermed have gavn af den. Fikst og smart, men også temmelig egoistisk og i hvert fald ikke udtryk for public service. Faktisk skal man ikke så langt tilbage i tiden, før utugtighedsforestillingerne herskede massivt. Og langtfra kun i tryksagernes verden. Det minder Bibliopatens egen moder ham jævnligt om. Hun er nemlig opkaldt efter Inger Merete Nordentoft, som indgik i sidste uges quizspørgsmål, hvor vi efterlyste den 'uterlige' historie netop om denne kvinde. Barn uden for ægteskabet Den har vi fået mange mail om. En af dem kommer fra Friis Petersen i Hvidovre. Han skriver: »Fr. Inger Merete Nordentoft var inspektør på Katrinedalsskolen i Vanløse i midten af 40'erne. Hun fødte et barn uden at være gift. Jeg husker det tydeligt, da jeg på daværende tidspunkt gik i en af skolens ældste klasser. Vi store drenge syntes, det var trist for inspektøren, der var meget vellidt af de fleste, med al den ballade på grund af denne barnefødsel«. »For at vise vor sympati for hende skillingede jeg og mine klassekammerater sammen til en stor buket blomster, der så blev sendt ud på fødeklinikken eller hospitalet, jeg husker ikke længere hvor. Heldigvis kom hun tilbage igen til skolen. Vandene blev skilt den gang - enkelte lærere søgte om forflyttelse, og nogle elever skiftede også skole«. Forspil Susanne Hjuler fra Klampenborg tilføjer: »Faderen var vist nok en gift nordmand, måske en kollega. Fødslen bragte skolens forældrekreds og sikkert også andre i et i dag helt uforståeligt oprør, man forlangte hendes afsked og andre repressalier. Så vidt jeg husker, blev enden på historien, at skolen blev delt i to, således at IMN bevarede sin stilling som inspektør for den ene del, mens børn af de moralsk oprørte forældre kunne frekventere den anden del«. »En usædvanlig fornuftig afgørelse. Selv blev jeg 5 år tidligere født af en ugift mor, der var offentligt ansat, så jeg har hørt en del om, hvordan datiden så på den slags udskejelser. Hvis jeg husker ret, var IMN vist også kommunist, hvilket ikke var så slemt dengang lige efter krigen«. Kald det forspil eller optakt: I næste uge går det løs. Vi kigger nærmere på et af Danmarks første erotiske blade, det er fra 1906 præsenterer en top-20-liste fra nationens måske mest dedikerede erotica-samler! Quiz 1: Yngre dansk skribent, der debuterede som prosaforfatter med en samling amerikanerhistorier om Hollywoodhustlere, nazibøsser og lolitaludere, som det bl.a. hedder på bogens bagside. Quiz 2: Uden denne homoseksuelle mæcen var forfatterskabet måske ikke blevet til noget ...? I Quiz 1 efterlyste vi den 'uterlige' historie om Inger Merete Nordentoft. Quiz 2 lød således: »Landsholdsspilleren Palle Nielsen medvirkede i 1969 som 'model' i et bogprojekt, hvor folk fra venstrefløjen lod sig fotografere, mens de var i gang med gruppesex. Hvad hed bogen, som Ekstra Bladet kaldte sommerens frækkeste?«. Heppede? Kære Bibliopat. Den uterlige historie i quiz 1 var, at Inger Merete Nordentoft i 1946, mens hun var skoleinspektør på Katrinedalskolen i København, tillod sig at nedkomme med et såkaldt 'uægte barn', dvs. et barn født uden for ægteskab. Bogtitlen, der efterlyses i quiz 2, er 'DEN DER HVAD ER DET NU DEN HEDDER!'. Præcis sådan angives titlen på bogens omslag og titelblad. Bogen drejer sig om to såkaldte gruppeeksperimenter på en meget stor madras. En Politiken-artikel fra dengang, som ligger foran i mit eksemplar, anmelder bogen som inspireret bl.a. af amerikansk sensitivitetstræning. Ifølge den ret kortfattede tekst i bogen syntes et par af deltagerne, at Palle Nielsen 'heppede' for meget på de andre. Med venlig hilsen Kai Rossau, Vester Skerninge. Gruppesexorgie Kære Bibliopat Den kan jeg godt huske. Det var en billedbog fra et gruppesexorgie med ledsagende interview med nogle af deltagerne, bl.a. den nævnte håndboldspiller. Jeg kendte flere af de medvirkende, som i første omgang optrådte med bind for øjnene en del af tiden, senere uden. Var Gregers Nielsen ikke en af fotograferne? Titlen har jeg en vag erindring om. Jeg tror, man ville spare købere for forlegenhed i boghandelen, så man kunne spørge efter 'DEN DER, HVAD ER DET NU DEN HEDDER?'. Tag du bare den med blandt de frække. Mvh finn holten hansen Den erotiske skala Kære Bibliopat Angående dit erotiske indlæg om Auguste Debay's bog. Nu kan man jo ikke generalisere. Alt, også erotikken, befinder sig vel på en skala og accentueres mere eller mindre - det afhænger vel også af, hvad et menneskes livsgnist drives af - og i hvad alder et menneske er i sit livsforløb. I vore dage har vi bare opdaget, at livet har mange faser, at vi sommetider er bedst tjent med at være alene, og til andre tider bedst tjent med at være sammen med nogen. At vi trives mest optimalt i et parforhold, der fungerer, er jo da aldeles rigtigt, for da er vi jo gladest og mest givende. Venlig hilsen, Elisabeth Degn Elephantus Pachyrdermis Kære bibliopat! Du må se at vende tilbage til noget action, teknik eller klassisk højbrynet blærestof, inden jeg helt bliver slået af marken af den blåstrømpede. Endnu en gang vandt hun på målstregen: At Inger Merete Nordentoft - for mindre end et par menneskealdre siden - blev herostratisk ved at være skoleinspektør OG enlig mor, huskede vi begge - det blev brugt som skræmmebillede i vore begges Store Bastian-opdragelse. Men Palle Nielsen - jeg husker tydeligt bogen og stønnede opgivende over morgenkaffen: »Hvad er det nu den hedder?«. »Ja, du har netop sagt det«, sagde mit livs lys, der har en hukommelse som den legendariske elephantus pachyrdermis, både når det gælder, ansigter, navne, bogtitler (og ægtemandens småforseelser gennem fire decennier). Så det var det - som en anden Fedtmule klumsede jeg intuitivt det rette svar frem til Mikkeline Mus. Frits Schjøtt, Svendborg
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





