Den altid stridslystne filosof Daniel Dennett fra Tufts University er vel mest kendt for sine skarpsindige analyser af bevidstheden som et nødvendigt, men i grunden illusorisk tankeredskab. I bogen 'Darwins Dangerous Idea' fra 1995 var Dennett så ude med riven efter alle, der tillod sig at tvivle på evolutionsteorien i dens genfikserede udgave. At dømme efter anmeldelserne fortsætter Dennett i sin nys udkomne bog, 'Breaking the Spell', ud ad dette spor, idet han nu søger at give en rent darwinistisk forklaring på udbredelsen af religiøse følelser i menneskeheden. Religiøs tro ses her som et fif, der pånødes os af vore gener, og Dennett søger bekræftelse for denne idé ved at vise, at sådanne gener kan have været favorable for vore forfædre. Fornuftsmenneske Set i denne optik bliver religiøsitet jo nærmest at ligne med en arvelig sygdom. Provokerende selvfølgelig, men vel egentlig ikke værre end de religiøses påstand om, at etikken er hjemløs uden tro. For den påstand gør jo os ikke-troende til etiske invalider. Ud fra anmeldelserne af Dennetts bog får nærværende klummist dog mest lyst til at påkalde sig det gamle ord: 'Gud fri mig fra mine venner, mine fjender skal jeg nok klare selv'. Eller som Leon Wieseltier skriver i New York Times: »Dennett er en af den slags fornuftsmennesker, der giver fornuften et dårligt ry; i en ny æra af amerikansk obskurantisme er dette ikke til nogen hjælp«. Fornuftens arrogante overvurdering af sin egen almægtighed giver religionerne den bedste tænkelige undskyldning for at gøre det samme. Hypnotiserbarhed Dennetts analyse tager afsæt i følelsesbindingen mellem børn og forældre, og han foreslår, at der som et biprodukt af denne binding er opstået en genetisk betinget fascination for - og lidt efter lidt ligefrem tilbedelse af - forfædre. Shamaners rituelle forbindelse til forfædrene kan så have udøvet en slags placeboeffekt på sygdomme, og shamanismen kan derfor have dannet grobund for en naturlig selektion for 'hypnotiserbarhed'. Hvis syge mennesker var modtagelige for placeboeffekten, ville de overleve bedre end andre og ville dermed bidrage til at sprede disse 'hypnotiserbarhedsgener'. Dennett inddrager så den stærkt spekulative teori om 'memer'. Begrebet 'mem' blev opfundet af forfatteren til bestselleren 'Det selviske gen', Richard Dawkins, og er at forstå som idéverdenens gen. Memer tænkes at sprede sig som færdige idépakker fra hoved til hoved, hvorved livskraftige memer, dvs. memer med evnen til at finde sæde i mange hjerner, udkonkurrerer mindre heldige memer. Platte spekulationer I Dennetts analyse udgør hver af de moderne religioner et unikt konglomerat af memer, der har bredt sig, idet de har kunnet ernære sig af vore hjerners godtroenhed (eller hypnotiserbarhed). Et sidste og særlig ondartet skridt i denne udvikling er, hvad Dennett kalder 'tro på troen', nemlig den ide, at det er godt at være religiøs og dårligt at sætte spørgsmålstegn ved religion. Dennett kobler denne mem sammen med menneskets tilbøjelighed for romantisk kærlighed, hvilket jo forklarer troens immunitet over for fornuftens kritik. At fornuftige mennesker kan føle sig tiltrukket af sådanne platte spekulationer, forekommer mig gådefuldt. Evolutionsgenetikeren Jerry Coyne, som anmelder bogen i Times Literary Supplement, afviser, at analysen kan kaldes naturvidenskabeligt funderet, og selve mem-teorien er jo nærmest en blankocheck, da det er svært at forestille sig nogen som helst idé, hvis udbredelse ikke snildt ville kunne forklares med et så gavmildt forklaringsredskab.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen





