Erik Bjergager og religionen er tilbage

Lyt til artiklen

Den bedste garanti imod åndelige oplevelser i den danske befolkning har i århundreder været folkekirken, som vi kender den. Og dét er netop for mange af os lidet troende et hovedargument for at bevare ordningen med statseksaminerede og -(an)satte embedsmænd på prædikestolene - frem for det gedemarked af popprofeter, skrækpropagandister og fundamentalistiske fusentaster i kamp om job og magt, som man må forestille sig, hvis kirken skulle ud i trossamfundenes fri konkurrence om sjælefrelsen. Men selv om den nuværende ordning er med til at sikre, at mirakelmagere og mørkemænd forbliver et mindretal i præstestanden (hvilket igen ligner et godt argument for en lige så offentlig imamuddannelse, ikke?), så fylder det argument vist ikke meget i det 'opgør med sekularismen', som udkom i denne uge. I hvert fald ikke ifølge anmeldernes gengivelse af bogens tankegang. 'Gud bevare Danmark' er den nytårsroyale titel, og forfatteren Erik Bjerager er til hverdag chefredaktør for Kristeligt Dagblad. Tvært imod at ville adskille stat og kirke har han den opfattelse, at »politik uden Gud er farlig«. Vantro ekstremister Sådan lyder i hvert fald rubrikken på anmeldelsen af bogen i forfatterens egen avis. Det eneste danske dagblad, der i disse år går frem, fortsat under Hærskarers Herres bannere, havde sendt bogen til vurdering hos den fhv. amtsborgmester og formand for Det Etiske Råd m.v., Erling Tiedemann, der selv er katolik. Han priser forfatteren for »stor belæsthed, men også konstruktiv eftertænksomhed«, og citerer ham for, at »forbindelsen mellem stat og kirke bør opretholdes, men med væsentlige lovgivningsmæssige justeringer«. »Et samfund, der ikke forankrer sig i noget, der er større end det selv, ender som de totalitære stater, der igennem historien har afvist at acceptere religionens plads«, lyder Tiedemanns gengivelse af bogens argumentation, og videre: »Det er ikke det sekulære samfund, han (Bjerager, red.) vender sig imod, men sekularismen, som er gået amok, er blevet ekstrem og nu søger at drive religionen væk fra dens legitime plads i kulturen«. Nå, det er åbenbart slet ikke religionerne, der på ny er ved at gå amok? Nej, »vestlig sekularisme er et korstog«, mener Bjerager, nu ifølge Hans Hauges tilspidsede paradoksformulering i Jyllands-Postens anmeldelse af »en væsentlig og ikke mindst nødvendig bog«. Også selv om Bjeragers forslag til forbedringer - bl.a. et kirkeråd - ikke overbeviser Hauge: »Hans diagnose af udviklingen er korrekt, men hans kur virker ikke«. Kirke eller kristendom Bjerager gør ifølge Hauge op med »dem, der ophøjer menneskerettighederne til en ny verdslig religion«. I Berlingske Tidende fremhæver Katrine Lilleør til gengæld, at »det er den kristne forestilling om, at mænd, kvinder og tyende er lige over for Gud, der banede vejen for demokratiske friheds- og lighedsideer«, og hun tilføjer minsandten, at det »måske nok undertiden (har) været kirkens mål at få mere magt, men kristendommens ambition har altid været at formindske kirkens magt i samfundet«. Også i Peter Tudvads kritik i Information gælder det om at holde definitionernes grænser skarpe, for Bjerager forsømmer at skelne »mellem kristendom og kristenhed«, skriver han. Her i Politiken forklarer Lars Sandbeck, at debatbogen er »glimrende, ikke mindst fordi den udfordrer enhver letkøbt sekularisme og den rabiate religiøsitet«. Europas mindst kristne land I Weekendavisen anmeldes Bjerager af Kaare Bluitgen, som påpeger, at når Bjerager kritiserer sekularismen som en ideologi, der dårligt »kan undgå at udvikle sig i totalitær retning«, så er han faktisk »på linje med mange islamistiske debattører, der fremhæver, at politik uden Gud ender i menneskefjendske samfund«. Men Bjeragers bog er »velskrevet, citatrig ... og ofte veldokumenteret«, mener Muhammedbogens forfatter, og Bluitgen konkluderer bl.a.: »Bjerager kæmper for helligdagslovgivningen og for blasfemiparagraffen i Europas mindst kristne land. Andre kæmper for at indføre blodpengejura og flerkoneri. Jo, der er ingen tvivl: Religionen er tilbage i det offentlige rum«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her