Af alle nulevende svenske lyrikere er den naivistiske, kollektivistiske, realpolitiske rock'n'roll-hippie Bob Hansson afgjort ikke den mest skolede, men måske den mest brugte. Og det er ikke kun noget med, at hans digtsamlinger sælger godt både i originaludgaverne og i paperbackudgaverne, selv om salgssucces bestemt giver et signal om populariteten. Sådan er det jo. 'Sproget er også en slags butik', som et af Bob Hanssons nyere digte hedder. Mentalt knus Det materielle har højstatus, selv om mange af os længes og længes efter noget andet, og det er et af de steder, hvor Bob Hanssons digte kommer ind. De handler om det. At man gerne vil give, modtage, være midt i et kram, og det kan også være et mentalt knus. En omfavnelse lyder måske som en ligetil banalitet, men er ikke altid så let at nå endda. »Der findes så mange måder at blive ensom på«. »Fantasien har ingen grænser«, som han skriver et sted, men selv gør han dog noget ved det ved at formulere det i digt. Bobisme Han skriver det, så læsere genkender sig selv og deres verden i det, og han læser op på en måde, som har sat helt nye standarder for scenepoesi i Sverige. Nogen taler ligefrem om 'bobisme', hvilket vil sige, at de taler om svensk scenelyrik, før og efter Bob Hansson debuterede med 'Heja Världen!' i 1998, hvor han for øvrigt i forvejen var undergrundskendt som gadepoet. Fugtige øjne Der findes folk, som mener, at Bob Hansson ikke først og fremmest skal læses, men derimod ses og høres. Her bør det nok indføjes, at der også findes mennesker, som bare synes, at han med et fyndigt anmeldercitat er »skideirriterende«, og at han bør holde sin kæft både på scener og på skrift, men kritikerne holder sig vel væk. Både fra hans optrædener og fra boghandlerne, hvor man kan opleve såvel ældre som unge ekspedienter få fugtige øjne, hvis man kommer som dansker og beder om noget Bob. Ikke at mandens fysisk splejsede bøger altid bliver løftet over disken af bevægede bogsælgere, som betror, at de ganske vist ikke plejer at læse lyrik, men er faldet for Hansson. Man kan bare godt komme ud for, at den slags sker. Og at ekspedienterne tilføjer noget i retning af »han skriver jo digte for folk, der ikke plejer at læse digte«. Beatgenerationen Det er det ry, Bob Hansson har. Foruden at han som digter er inspireret af både beatgenerationens direkthed, sangskriveren Thomas di Levas hang til at lukke op for hele himlen og af det halvelektroniske punkballadeorkester bob hund, der skriver store sange om meget små ting. Bob Hansson citerer faktisk bob hund nogle steder i sine bøger og forveksles pudsigt nok af og til med rockbandet selv i koncertannoncer. Det er nu ikke bob hund, han har optrådt med. Det var ekspunkeren Joakim Thåström, som for nogle år siden tog Bob Hansson med på turné. Almindeligt og radikalt Nu er Hansson en slags hit i sig selv. En udadvendt gadelyriker, man let kommer til at holde af. For den underfundige tragikomiske tone. For de mange rammende linjer om den vaklende rønne, folkhemmet. For sommetider jublende og andre gange rædselsslagne strofer om nærhed og sex. For den stadige vrede afvisning af egoisme og materialisme. Måske bare for det hele og derfor også for noget, mænd ikke så tit skriver digte om. Især i Bob Hanssons første samlinger dukker forundrede kærlighedsord til noget så almindeligt og radikalt som fostre og gravide op i digtene. 'Her ligger jeg og dur' er titlen på en antologi med Bob Hanssons to første digtsamlinger. Altså hvis man oversætter den svenske titel til dansk. Nogen skulle oversætte Bob Hansson i udvalg til dansk. Der findes ingen som ham herhjemme. Desuden kan man godt føle sig forlegen ved at blive ved med at få svenske boghandlere til at græde.