Alle gode danske børnebogsforfattere er begyndt med en Jan-bog. Eller Puk eller Kim. De fleste vil godt indrømme det, og en enkelt - Bjarne Dalsgaard Svendsen - går endog så vidt, at han peger på 'Kim og den blå papegøje' (seriens nr. 7) som grund til, at han overhovedet begyndte at skrive mysteriebøger. Nu er de her igen. Jan og Puk og Kim bænker sig omkring mysteriebordet. De har følgeskab fra udlandet af 'De 5' og en stor, sort hingst. Det er ren, original og uforfalsket nostalgi, og forlaget Sesam står som arrangør af festen. Det er godt at gense dem. Ikke mindst Jan-bøgernes smågeniale forsider. De ligger godt i hånden. Men ligefrem at læse i dem ... det bliver da med muffedisse og Richs i kaffen. Velkommen! Disse genudgivelser har været en overraskende stor succes. Folk i bedsteforældrealderen strømmer til. For under en halvtredser kan man få sig et kick gamle dage, fra dengang der boede skovfogeder i skovfogedhusene. Bagefter kan man så fortsætte med den moderne bulgarske roman, man lige var i gang med. For alt kan jo læses. Det ved især børn. Og herfra skal der kun lyde et velkommen til de nye, gamle bekendte. Tryghed og idyl Vil man Jan, må man sluge en ordentlig, bedsteborgerlig kamel, som inkluderer kønsroller, samfundssyn samt en usund, næsegrus beundring fra søn til far. Billedet af forbrydere som blot produkter af ondsind og arbejdslede hører også med til den tunge kost, der skal ned. Når det er gjort, er Jans verden en lomme af uforfalsket tryghed og idyl. Skønt fjenden er i landet - bind ét udkom i 1942 - hører man ikke noget om dem i begyndelsen. Serierne om Jan og de andre regnedes ikke af datidens smagsdommere, hvorimod politi og hundehandlere var godt tilfredse. Hunden er jo detektivens bedste ven. Der kom i alt 81 bind i serien frem til 1964. Der var to forfattere på opgaven, Carlo Valdemar Andersen og Knud Meister, som havde travlt, for de skulle på samme tid producere 58 Puk-bøger under pseudonymet Lisbeth Werner! Småanarkistisk Jan-bøgerne holder. Hver en alen. Moderne mysteriefortællere må stadig stå tidligt op for at følge med disse godt sammenskruede plots. Det gør Jan, og hunden hedder Boy. De to første bind foregår den sommer, hvor Jan får ros to gange af sin far: »Hans far havde ikke sagt noget om hans bedrift. Bare 'pænt klaret' og 'til lykke'. Men det var også nok. Når bare det var far, der sagde det«. Puks hund hedder Plet, men hun ser den ikke så meget, for hun er på Egeborg kostskole. Mor er død, og far er i Sydamerika. Puk kommer helt fra København. Nu skal hun til at lære naturen at kende med egern og rørdrum - og mysterier. Karen, som hun deler værelse med, er en slem mobber. Hun bliver ikke afskrevet - som Jan-bøgernes forbryderspirer - men tværtimod beskrevet som et produkt af en skilsmisse. Måske har tidens tand været hårdest ved pigen Puk. Kim er en årsunge fra 1957. Når Bjarne Dalsgaard Svendsen foretrækker hans bedrifter, er det på grund af seriens småanarkistiske tilsnit, lidt romantik og det faktum, at Kim og vennerne ryger smøger. Forbryderne ryger Broadway. Hunden hedder Snap, og sådan ser den også ud på omslaget. Forfatteren hedder Jens K. Holm og er et pseudonym for Bent Janus-Nielsen. Sprog og omgangsformer er klart anderledes i forhold til storebror Jan. Det er ikke nødvendigvis en fordel rent nostalgisk. Guldrandet klassiker Fra udlandet deltager i seriegenoplivningsprojektet Enid Blyton med hele otte bøger i'De 5'-serien. Selv om hunden hedder Tim, er det ikke nok til at redde renomméet. Den første bog i rækken kom samme år som Jan, og i mange år var det de to serier, som dominerede læsehitlisterne her i landet. Som joker udsender Sesam endelig 'Den sorte hingst' af Walter Farley. Det er en guldrandet klassiker (1941) alene ved at være verdens første rigtige hestebog - med en dreng i hovedrollen. Hvornår mon Ida Jessens fire mysteriebøger fra det norske bliver gamle nok til at blive genudgivet? De fortjener det. For de står også på ryggen af Kim-bog nummer syv.