Verdens bedste sted at læse en bog. Store ord i Kolding, men direktøren for Biblioteksstyrelsen, Jens Thorhauge, var ikke bange for at tage dem i munden på dagen for åbningen af landets vel nok mest fremtidssikrede bibliotek. »Kolding Bibliotek har altid været langt fremme i skoene«. »Her var videoværksted i 1970'erne, det var det første bibliotek, der lavede udstillinger i vinduerne, de har været med til at lave radio ...«. »Og nu er det igen Kolding, der sætter standarden med det her fyrtårn af et bibliotek«. »Jeg kan garantere, at det vil blive hjemsøgt af bibliotekarer fra hele kloden«, lød det fra den imponerede biblioteksdirektør fra København. Han havde kun én indvending: »Det eneste dårlige, jeg kan finde på at sige, er, at jeg er misundelig. Jeg ville ønske, at min egen kommune havde sådan et sted her også«. Fagre nye verden For 109 millioner kroner har borgerne i den nye store Kolding Kommune fået halvanden tønder land med bibliotek, som bibliotekschefens landmandsfar har oversat de 7.400 kvadratmeter - et stort rum med lys, luft, gårdhaver, fleksibel indretning og udsigt til byen, Koldinghus og den isblanke Slotssø lige uden for de meterhøje vinduesfacader. Desuden har borgerne fået muligheden for at lege med den fagre nye nutidsverden og prøve at skimte lidt ind i fremtiden. Robotter og udklædning På åbningsdagen i går var plasmaskærmene på væggene allerede tændt, it-laboratoriet med 25 computerarbejdspladser blev taget i brug, og den topmoderne 30 meter lange sorteringsrobot, der som noget helt nyt drives af et privat firma udefra, var i fuld gang med at øve sig på at skille Tennyson fra Peter Pedal, så hver især kunne finde sin rette hylde. Mødesalen med projektor og de små møderum var i gang, Narniabøger og udklædningskjoler i det store børnebibliotek var indtaget, de runde infostandere var bemandet med bibliotekarer og brugere, og folk forhørte sig interesseret om de fire lyse studieceller, der kan lånes, hvis spædbarnet derhjemme får kolik eller hyblen savner opkobling. Og bøger, spørger De så, hvad med bøgerne? Jo jo, ro på, de var også flyttet ind, om end Leif Davidsen i skyndingen var havnet under 'C' og Bettina Heltberg var presset op i et blandet, men slet ikke uspændende hjørne med Den Danske Salmebog fra 2003 samt 'Jyske skøjere og rakkere'. Måske var der system i det, og i givet fald skal de utallige trådløse pc'er rundt ved bibliotekets standere nok søge og skanne og google og database sig frem til det hele. Bibliotekarer på barstole Ellers kan bibliotekarerne hjælpe: Nok er caféborde, røde sofaer og nydesignede bløde stole spredt rundt i små miljøer på de lyse trægulve, men bibliotekarerne må stable sig op på høje barstole: Det er meningen, at de skal kunne lette sig i en fart og gøre det, bibliotekarer er gode til: hjælpe alle andre med at finde lige den hjemmeside, netop den cd-rom eller præcis den bog om 'Sathye Sai Babas lære', som de akut står og mangler. Når de ikke gør det, skal bibliotekarer på et moderne bibliotek for eksempel arrangere debataftener med forfattere eller sørge for udstillinger eller finde en avisartikel fra en newyorkeravis, mener bibliotekschef Kirsten Sparvath fra Kolding. Hun fremhævede som nytænkning bibliotekets nyhedsvæg og de nye partnerskaber med det private erhvervsliv, der formentlig vil blive efterlignet af andre kommuner. Det eksotiske hjørne Ud over det privatdrevne sorteringssystem har biblioteket indgået et samarbejde med nabohotellet om for eksempel en café. Biblioteksbrugerne kan her efter bibliotekets åbningstid aflevere eller hente bestilte bøger i cafeen, eller de kan købe kaffe med ind i biblioteket. Står det til direktør Jens Thorhauge fra Biblioteksstyrelsen, skal den drikkes i det store hjørnerum med læsehjørne og panorama over søen. Det bedste sted i verden at læse en bog er for ham herovre bag de store glasruder i et eksotisk hjørne bag 'Persisk skønlitteratur 88.42' og García Márquez' 'La prodigiosa tarde de Baltazar' i læse-let-format med fuldt glossarium. Her kan man sætte sig og bladre i de allernyeste udgivelser, hvis ikke udsigten til et isnende Vinterdanmark bliver for påtrængende. Bag Århus-arkitektfirmaet Arkitemas plan ligger tanken om, at man ud mod glasfacaderne har skønlitteratur, læserum og børneaktiviteter, mens nørderne ind mod de murede vægge kan grave sig helt ind i faglitteratur om Habermas og Løgstrup, hvis de da ikke skuffes henne under 39.3, hvor man kan erfare om 'De som søgte, men intet fandt'. Krævende brugere Bøgerne hører hjemme også på et fremtidssikret nutidsbibliotek. Det understregede forlagsdirektør Johannes Riis fra Gyldendal, der var inviteret med til Kolding. Johannes Riis åbnede i efteråret for et brag af en offentlig debat ved at komme til at bekymre sig for bogens rolle på bibliotekerne, og han skyndte sig i går at understrege, at også han mener, at et moderne bibliotek skal rumme digitale medier. »Men jeg vil stadig minde om, at det offentlige har en forpligtelse til også at stille den smalle litteratur til rådighed for borgerne. Der er en tendens til, at de på mange biblioteker forsvinder ud af synligheden, så det er opmuntrende at høre her i Kolding, at bøgerne er med i prioriteringen«. Bibliotekschef Kirsten Sparvath erkendte, at moderne biblioteksbrugere lægger et stort pres på bibliotekarerne, når de skal købe ind: »Vi er af og til nødt til at købe flere eksemplarer af en meget efterspurgt bog, end vi måske synes, den berettiger til. Før bukkede lånerne ydmygt. I dag stiller de krav og bliver fornærmede, hvis tingene ikke er der med det samme«, sagde hun, mens Johannes Riis advarede imod »kun at bruge udlånstallene« som indikatorer for, hvad der skal købes. Mens de belæste diskuterede, var Kolding i fuld gang med at indtage det, som i bypolitikernes optik nok skal være et bog-, film- og musikudlån, men som dagen igennem under festtalerne hed noget mere trendy: Det kan godt være, der står Kolding Bibliotek på facaden. Men det, politikerne selv taler om, er et »kulturelt værested for viden, læring og udvikling«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





