Bibliotekarforbundets børnebibliotekarer giver på fredag deres årlige kulturpris til hjemmesiden dotbot.dk, som er de danske bibliotekers fælles webside for børn. Prisen, som har til formål at gøre opmærksom på et kvalitativt originalt dansk kulturprodukt, rettet mod børn og unge, overrækkes af kulturminister Brian Mikkelsen på BørneKulturForum i Forum i København til projektleder Kirsten Steen Nielsen, som står bag dotbot.dk. Ifølge børnebibliotekarerne har hun med stort engagement arbejdet for at udvikle et virtuelt børnebibliotek med de bedste internetressourcer for børn, med anmeldelser af børnelitteratur og med interaktive oplevelser for børnebibliotekets børnebrugere - alt sammen med stor appel til børn. Det er første gang, kulturprisen går til en hjemmeside.
Pris til børnesite
Lyt til artiklen