Parkeret i cyberspace

Lyt til artiklen

»Skade at Amerika/ ligge skal så langt herfra«, sukkede H.C. Andersen, mens Knut Hamsun tværtimod ålede »det moderne Amerikas åndsliv«, og sådan kan man stadig føle sig skizofren i forhold til amerikaniseringen og dens såkaldte effektivisering. Det gælder ikke mindst, efter at underholdningsindustriens fusionsbølger de sidste 25 år har opsuget store dele af bogbranchen i sine medieimperier og tvunget ellers rentable forlag til at levere stadig højere tal på bundlinjen. De nye forrentningskrav får mange af de opslugte forlag til at blæse på hæderkronede principper. Eksempel: I de sidste år har enkelte britiske og amerikanske universitetsforlag søgt at reducere produktionsomkostningerne på specialudgivelser ved at lægge bøgernes noteapparat ud på nettet i stedet for at trykke det med miniskrift bagest. Det har vakt vrede hos brugerne, men det har tydeligvis inspireret større forlag på spareudkig, for nu er denne 'løsning' ved at brede sig til den almene faglitteratur. Fortsættelse følger ... Den britiske historiker Tony Judt - professor ved Erich Maria Remarque Institute for European Studies på New York University - udgav i oktober værket 'Postwar. A History of Europe since 1945' på Penguin Press i USA og Heinemann i England (datterforlag af Random House-koncernen i New York). Her står på første side: »For ikke at forlænge en allerede lang bog for den almene læser bringer den ikke et fuldt noteapparat«. »I stedet vil kilderne, sammen med en fuld bibliografi, til sin tid kunne konsulteres på Remarqueinstituttets website: http:/www.nyu.edu/pages/remarque/«. Ulæselig kode 'Postwar' er et storværk, sprænglærd, klarsynet og så velskrevet, at alle kan læse med. Men hvis man søger besked om nøglecitater og kilder til vigtige oplysninger og iagttagelser, er man lost. Hvis man i de første måneder efter udgivelsen gik ind på Remarqueinstituttets hjemmeside, fik man bare den henholdende besked, at referencerne ville følge »in the coming months«. Nu er bibliografien kommet - »intended for the general reader«. Der er bare det aber dabei, at den er lagt ind i en ulæselig kode, som et normalt Wordprogram ikke kan omsætte til menneskesprog. Og det forstærker kun det generelle problem. Selv hvis teksten kunne tydes, selv hvis professor Judt og hans forlag havde løst de tekniske problemer til rette tid, ville metoden være monstrøst upraktisk. I stedet for bare at slå op bagest i bindet skal man til at tænde pc'en, kante sig frem til webstedet og blade længe på skærmen for at finde, hvad man søger. Hvad hvis man vil læse i toget eller på stranden? Og hvor længe vil hjemmesiden rumme de noter? Også om 10, 20 og 50 år? Og hvad nu, hvis man vil gemme dem? Så må man selv formatere bibliografien, printe den ud som book-on-demand og indbinde den, før man kan sætte den ind i reolen som bilag til den bog, man troede, man havde betalt for! Vanvittig sparedille I gamle dage hed det: 'Det kan du se i vejviseren efter'. Nu kan vi sige: 'Parkeret i cyberspace'. Det er grotesk. Det er sparedille og it-vanvid, for bogen koster kun 25 pund (273 kr.) for 878 sider, og hvem giver ikke gerne 50-100 kr. mere for at få de uundværlige henvisninger med? Det er en parodi på forskning og forskningsformidling - og på amerikanisering. Lad os anråbe bøgernes skytshelgen om, at den syge idé ikke smitter danske forlag. Amen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her