Under forberedelserne til næste semesters undervisning faldt jeg over den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt, der i 1933 måtte flygte til Frankrig og senere videre til USA. Arendts tænkning har vel ikke noget fagspecifikt budskab til biologistuderende, men nogle gange er de halvskæve vinkler sært hjælpsomme, når man har svært ved at finde vej. Og Arendts tænkning kan måske belyse spillet mellem etik og politik, som uvægerligt skaber forvirring, når genteknologi og andre etisk besværlige dimensioner af moderne videnskab er til debat. Pluralitet Jeg kender med skam at melde mest Arendts værk fra bogen 'Eksistens og livsfilosofi' redigeret af Regner Birkelund, hvor en lange række livsfilosofiske tænkere kommer under behandling, således altså Hannah Arendt i et kapitel skrevet af den danske filosof Anne Marie Pahuus. Men kapitlet smager efter mere. »Den menneskelige handlens vilkår er pluralitet, i hvilken alle er det samme, nemlig mennesker, men ingen er det på samme måde som noget andet menneske, der har levet, eller kommer til at leve«, skriver Arendt. Polis Ordet politik kommer netop af det græske ord for by, polis, som på dansk optræder i ordet metropol, verdensby. I forhold til landet er byen jo det sted, hvor man møder pluraliteten af mennesker og dermed uvægerligt også møder fremmede mennesker. Fordi man skal færdes blandt fremmede, har man i bylivet brug for et sæt adfærdsnormer, sæder og skikke (gr. = ethos), samt for et særligt rum, det politiske rum, hvor man kan løse stridigheder og enes om de fælles anliggender. Det første har selvfølgelig at gøre med det etiske og det sidste med det politiske, og både politikken og etikken har således sit udspring i det offentlige snarere end i det private. Normalt og unormalt I bylivets fællesskab af potentielt fremmede mennesker må man som et minimum anerkende hinandens ret til at være borgere, eller som Arendt har formuleret det »retten til at have rettigheder«, dvs. retten til at tilhøre et politisk fællesskab, hvor den enkeltes handlinger kan blive virkningsfulde og den enkeltes meninger betydningsfulde. Som jødisk flygtning fra nazismen havde Arendt selvfølgelig en akut forståelse for politikkens første forudsætning, at den fremmede - og altså også jøden - anses for menneske med samme rettigheder og værdighed som enhver anden. I fravær af dette ophører politikken, og i stedet begynder tyranniet eller endog terroren. Forankringen af det etiske og det politiske i den offentlige side af vores liv (byens sfære) hænger sammen med Arendts betoning af, at det kun er ved at handle og tale, vi giver os til kende både for os selv og for andre. Følelser er i sig selv private og må iscenesættes sprogligt for at blive tilgængelige for andre. Det er gennem samtalen, vi får en plads i verden omkring os. Hverken etik eller politik handler altså om det subjektive, om ens egne synspunkter, følelser, holdninger eller værdier, men om det objektive, det der kan gøres til almen norm (etik), henholdsvis det man kan blive enige om, eller - bedre - som alle kan leve med (politik). Man kan ikke have en privat etik eller politik. Det er forskellene mellem os, det forhold, at andre ikke er som vi selv, der kræver politiske bånd. Tanken om en naturlig eller biologisk lighed derimod er ikke blot urealistisk, men decideret farlig. Den får os til at »betragte andre - ikke som ligemænd - men som normale, hvis de er 'ligesom os', og i modsat fald som unormale eller anderledes«, som Pahuus formulerer det.