Har du en vild bibliotekar?

MODERNISERING. Bibliopatens lokale bibliotekar er blevet erstattet af et apparat, der ikke er helt så let at betjene, som denne  frit lejde -afleveringsboks fra et bibliotek i New Jersey.   Arkivfoto: Paul Popper
MODERNISERING. Bibliopatens lokale bibliotekar er blevet erstattet af et apparat, der ikke er helt så let at betjene, som denne frit lejde -afleveringsboks fra et bibliotek i New Jersey. Arkivfoto: Paul Popper
Lyt til artiklen

George Bush senior blev engang filmet i et supermarked. Præsidenten anede ikke, hvordan man betalte for varerne henne ved kasseapparatet. Forleden oplevede Deres Bibliopat noget tilsvarende pinligt, idet der dog kun var få (med dog alt for mange) vidner: Han vidste ikke, hvordan man låner bøger på sit lokale bibliotek! Siden sidst er den personlige betjening nemlig forsvundet og erstattet af et vakst apparat og det skulle han lige lære at bruge. Uundværlige talenter Hvordan kan man være Bibliopat, når man ikke kan finde ud af at låne bøger?, kunne en og anden nok finde på at spørge. Svaret kunne være, at man selv er i besiddelse af vældigt mange bøger, hver dag får endnu flere, og at man betjener sig af en mængde andre biblioteker, men alligevel. Man skal kunne røre rundt i en kop, køre på cykel uden at vælte - og finde ud af at låne bøger dér, hvor man bor, selvfølgelig skal man da det. Stive og støvede På vej hjem med vor rødstøvlede frue under armen blev et spørgsmål ved med at bimle i vort baghoved: Hvornår har du egentlig sidst talt med din bibliotekar? Ved du overhovedet, hvad der rører sig inde bag hendes hjemmestrikkede sweater (lilla, beige, violet)? Tænker du i det hele taget over, hvad hun mon har gang i, når hun sidder der bag skærmen på sin sædvanlige lidt midaldrende og bebrillede bibliotekar-kvinde-måde? Nej, nej og atter nej, var svaret. Og nej, ville vor gennemsnitlige læser sikkert også svare, og det har efter vor mening at gøre med de massive fordomme, der eksisterer om bibliotekarer. De er mindst ligeså stereotype, som det fremgik af de stride linjer lige ovenfor. Hvis læger er grådige, journalister er egocentriske, sportsfolk dumme og advokater og politikere løgnagtige, så er den verdensomspændende fordom om bibliotekarer, at de er strikse, stive og støvede. Ny sanselighed Bevares, de fleste, også undertegnede, har gennem årene stødt på masser af belæste og udadvendte bibliotekarer, af den slags, der begejstret anbefaler det bedste af det bedste, men det ændrer ikke ved grundmyten: At bibliotekarer (altid kvinder) bredt set opfattes som en slags bogkustoder, hvis personligheder for altid er invalideret af faglighedens respekt for indeksering og alfabetisering. Urbibliotekaren er kort sagt ikke nogen Johannes Møllehave, Ingvald Lieberkind eller Anders Lund Madsen (og godt det samme, for så ville man jo aldrig få et ord indført, endsige få lov at låne den bog man egentlig var kommet efter). Og så alligevel. Efter at have frekventeret mange af verdens biblioteker kan Deres Bibliopat meddele, at der er ved at ske noget med de kære bog- eller rettere: informationssøgningsservicemedarbejdere ... En ny sanselighed, ekspressivitet og selvbevidsthed har slået rødder. En ny generation af bibliotekarer er trådt i karakter som alt andet end strikse formalister. Mange af dem har tilmed humor, og vil man ved selvsyn erfare, hvad det er vi taler om, kan man jo bare tjekke ud af den fysiske verden og ind i cyberspace. Frodig underskov Bibliotekarer, der er aldeles vilde i hovedet, har for længst erobret det nye medie. Til de mange millioner hjemmesider og blogs, der beskæftiger sig med almindelige litterære og bibliotekarfaglige spørgsmål kommer en frodig underskov af websites, der signalerer stil og personlighed, så man ikke er i tvivl om, hvad det er for en grundtype, der gemmer sig bag overskriften. Her er et udvalg af de engelske: Anarchist Librarian, Angrylibrarian, Barbarian Librarian, Bodybuilding Librarian, Bellydancing Librarian, The Leather Librarian, Gothique Librarian, Librarian Avengers, The Rapid Librarian, The Renegade Librarian, The Rockabilly Librarian, The Roque Librarian og Ska Librarian, ikke at forglemme The Stripping Librarian. Der er mange flere end disse - man kan ikke lade være med at tænke på de tyske (bayerske) pendanter!! - som Rory Litwin opregner i sin artikel om 'vilde' bibliotekar hjemmesider. Rock, sex og motorcykler Rory Litwin og andre netaktivister opfordrer til en værdikamp blandt bibliotekarer. Bibliotekarer skal ikke begræde, at de som faggruppe bliver betragtet som kedelige og usexede, for de fordomme går hånd i hånd med en udbredt oplevelse af, at en bibliotekar i bund og grund er en seriøs person, som man kan stole på, og om hvem andre kan man sige det?! Litwin finder det befriende, at særligt yngre bibliotekarer er så direkte og personlige: »Vi er bibliotekarer, og vi kan godt lide punk rock, sex og motorcykler, vi holder af mavedans, vi har tatoveringer, hvis vi er nørder, så er det måske os, der gjorde det cool at være nørd«. Men friskheden må ikke gå ud over viljen til at gøre en forskel på det, der til enhver tid er bibliotekarens hjemmebane: informationssøgning. Masser af tilsyneladende vilde websites om det ene eller andet emne er fulde af stil, det ser godt ud, men adderer ikke bibliotekarisk merværdi til den viden, der allerede er tilgængelig, klager Litwin. Vigtig værdikamp Litwin og andre er i fuld gang med en værdikamp, der handler om, hvor og hvordan man som bibliotekar skal lægge vægten i sit arbejde. Er det bibliotekarens opgave at være udadvendt ambassadør for dannelse? Eller bør bibliotekarerne snarere være usynlige tilvejebringere af den bibliotekarfaglige infrastruktur, der, uden at lånerne overhovedet bemærker det, gør det muligt for den nysgerrige at finde, hvad hun er ude efter uden nogensinde at skænke kategoriseringsprincipperne en tanke? Er der overhovedet nogen modsætning? Og hvorfor vil så få mænd være bibliotekarer? Se, alt det gik vi og tænkte på, medens vi samtidig konverserede vor frue den dag på vej hjem fra biblioteket, (så kom ikke og sig, at mænd ikke kan multitaske). Men hvad siger bibliotekarerne selv?! Kære bibliotekarer: Send fluks julepost til Bibliopaten. Vi venter spændt ved post- og køleboks. Quiz: »(Jeg kender en barsk egn, hvis bibliotekarer forkaster den overtroiske og ørkesløse skik at søge mening i bøgerne og sammenligner den med at søge mening i drømme eller i hændernes kaotiske linjer... De indrømmer at opfinderne af skriften imiterede de fem og tyve naturlige symboler, men de hævder, at dette beror på en tilfældighed og at bøgerne i sig selv ikke har nogen mening. Denne påstand er, som vi skal se, ikke helt ved siden af)«. Hvor fra stammer dette citat? Sidst efterlyste vi den danske ophavsmand til følgende citat: »Jeg modtar den altså/ skråt fra højre/ en høj bold (...)/ jeg tar den ned/ jeg tar den ned/ jeg tar den ned« .Quiz 2 efterlyste navnet på den berømte amerikaner bag denne udtalelse: »Jeg har været en begærlig fodboldfan lige siden min ungdom i Fürth, en fodboldgal by i Sydtyskland, som af en eller anden uforklarlig grund vandt tre mesterskaber på tre år«. »Nedgangen i det engelske holds præstationer er for mig at se primært forårsaget af en afvisning af at optage den moderne tids taktik«.Leth og Kissinger Kære Bibliopat. Så har du mig 'på banen' igen, efter lang tids tavshed. Det er naturligvis (for mig!) din fodboldspalte, med tilhørende sportsquiz, der åbner. Ellers synes jeg godt nok, du har været ude i mange mærkelige hjørner i meget lang tid. Nu til sagen. Det første citat: Det er så udpræget et sportsdigt i den 'lethe' ende. Manden har næppe nogensinde spillet fodbold, snarere bordtennis. Det bruger samme gentagelseseffekt som i et andet sportsdigt af Jørgen Leth om en bordtennisspiller, der hele tiden skal huske at returnere i modstanderens baghånd. Så mon ikke det er fra 'sportsdigte'. Det andet citat: Tjah, det blev et kvalificeret gæt, der senere kunne verificeres via en tur på nettet. En amerikaner med tyske rødder, der også skriver om engelsk fodbold: Henry Kissinger. Et af den moderne histories notorisk store 'røvhuller', der ikke fortjener den store ære at blive emne for din quiz (mit meget personlige synspunkt, men jeg tror ikke, du er ganske uenig). Derimod savner jeg et citat fra eller bare en reference til en (godt nok nulevende!) forfatter, som også har skrevet begavet om fodbold: Eduardo Galeano fra Uruguay. Hans fremragende bog: 'Fodbold i sol og skygge' fra 1995/1996, som du selvfølgelig har på din fodboldhylde, har på side 194 en fin lille beskrivelse af Bests spillertype, der sætter ham i samme klasse som brasilianeren Leônidas, englænderen Kevin Keegan og danskeren Allan Simonsen, der alle - takket være deres diminutive størrelse - kunne smutte gennem de stærkeste forsvar. Bedste julehilsner, Finn Jørgensen, Birkerød Hej Ursula! Kære Bibliopat . Tillad mig at benytte din side som clearingcentral - jeg vil gerne sende en hilsen til bibliofile Ursula Hülsmeier. Kære UH: Jeg blev blød af nostalgi over at læse dit brev om Sandemose i Laos. Mon ikke jeg husker bogbytningsmontrerne i Laos og Vietnam i 1990'erne! I min gade i Hanoi lå Green Bamboo, hvor jeg bytte-købte bøger fra glasmontren (der findes noget lignende i Andalusien på lørdagsmarkedet i Mojácar). Tyske grammatikker, krimier på hollandsk, nul Clancy, men en svensk kogebog osv. En dag fandt jeg min egen 'Fugletræet' som paperback, fyldt med leverpostej og kaffepletter, mildt sagt en dobbelthilsen fra det hjemland, jeg næsten havde glemt. Under Tet, det asiatiske nytår, er vi ni forskellige nationaliteter, der spiser sammen i foyeren. En af gæsterne, en italiener der taler flydende dansk, viser sig at være fan af fru Eriksen. Jeg styrter ned på Green Bamboo, og midt i nytårslarmen køber jeg min egen roman som nytårsgave til denne fortryllende mand. Men kære UH: Måske er de fine hoteller for fine til at gemme udvekslingsbøger, men et mere beskedent Ibis Hotel i Bremen havde dog i uge 46 krimier, en samling jeg forøgede med en netop læst Barbara Vine. Verden er noget lort, men også okay. Mange hilsner Inge Eriksen, romanforfatter

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her