Der var engang en dreng, der rejste fra Odense til København for at blive berømt. Dén historie er ikke alene kendt af hvert eneste barn i Danmark. Der er også penge i den. Spørg bare på Gyldendal. Da forlaget forleden fortalte Fondsbørsen, at overskuddet for 2005 bliver om ikke eventyrligt, så dog langt over forventning med et plus på 70 mio. kr., blev gamle H.C. Andersen trukket frem som begrundelse på linje med højst nutidige Harry Potter. »Vi har været heldige med H.C. Andersen, da vi har siddet på værkerne og dermed ikke været en del af skandalerne«, sagde Stig Andersen dengang til Ritzau. Over for Politiken er han ikke meget for at give sin personlige vurdering af H.C. Andersen-fejringen, men at han finder meget af 2005-iscenesættelsen problematisk, lægger han ikke skjul på. »Der er ingen tvivl om, at H.C. Andersens tekster er langtidsholdbare, men 2005-fejringen viser, at man skal passe meget på, hvad man udsætter en person for«, siger Stig Andersen. Million-overskud For Gyldendal selv har effekten af 2005 dog kun været et plus. Et plus, der skal gøres op i millioner som følge af omkring et dusin udgivelser af og ikke mindst om H.C. Andersen. En af de mest markante udgivelser har været H.C. Andersens samlede værker, der ganske vist kun udkommer i 2.000 eksemplarer, men til gengæld er i 18 bind, når det er komplet. Hertil kommer Hans Edvard Nørregård-Nielsens bog om Andersen 'Dengang i Italien', trykt i 13.500 eksemplarer og ikke mindst Jens Andersens biografi 'Andersen', der i år er udkommet i en helt ny udgave og inklusive bogklub er er solgt i 40.000 eksemplarer. Og uanset om danskerne har været ved at få kvalme af H.C. Andersen-ambassadørerne eller de har fået kaffen galt i halsen over checken til Tina Turner, så tyder intet på, de er blevet trætte af at høre historien om digteren selv. Øget udlån Københavns Hovedbibliotek har det seneste år udlånt biografien 'Andersen' 345 gange, selv om det efterhånden er to år siden, den udkom, og forfatterjubilæet har også trukket udlånet af digterens egne værker op. Eksempelvis blev 'Mit livs eventyr' udlånt 182 gange i 2001, mens det i 2005 steg til 261. I København har man så mange titler og eksemplarer af og om Andersen, at en totaloptælling er noget vanskeligere end i Odense og i Nordjylland, hvor man i sidste måned undersøgte danskernes appetit på Andersen-bøger. På Det nordjyske Landsdelsbibliotek har man gjort op, at man fra januar til oktober havde udlånt 5.780 af forfatterens egne bøger, hvilket cirka var en fordobling i forhold til året før. I Odense er udlånet af hans bøger i jubilæumsåret steget med omkring 60 pct. At interessen er øget, fremgår også af en undersøgelse, Gallup har foretaget for Berlingske Tidende. Her fortæller 18 pct. af danskerne, at HCA-året har givet dem øget lyst til at læse forfatterens egne værker, og næsten hver anden siger, at de inden for det seneste år har læst ham. Læsningen kunne f.eks. have været de to bøger, der ifølge Fyens Stiftstidende har været favoritterne hos lånerne på Odense bibliotek - H.C. Andersens 'Samlede digte' eller Jens Andersens tobinds biografi. Stjerne for en aften »Jeg kunne være rejst verden rundt«, siger Jens Andersen, som de seneste par år har besøgt hver en afkrog af landet med sit foredrag. »Som mange andre var jeg lidt nervøs for, hvordan det skulle gå, da HCA Fonden havde sin nedtur i Parken, men sært nok smittede det aldrig af på interessen«, fortæller Jens Andersen. Det er hans klare fornemmelse, at den biografiske historie giver mange lyst til at læse digterens egne tekster, og han slutter normalt også sit foredrag med at henvise til forfatterens egne bøger. »Jeg opfordrer altid folk til at gå hjem og tage eventyrene frem og derefter starte bagfra med 'Tante Tandpine', for på den måde vil de se mindst ti eventyr, de ikke har set før«. Mere end 100 gange har han holdt foredrag for alt fra lærerforeninger til frimurerloger og bankforsamlinger. Også for skoletrætte gymnasieelever. »Her udnytter jeg skamløst historien om den unge mand, der realiserer sig selv. Wow, sidder de dernede og tænker, det lyder lidt som stjerne for en aften. Hvor fedt, at han gjorde det, og tænk at han turde«. Snobbede akademikere Lederen af H.C. Andersen Centeret ved Syddansk Universitet, Johan de Mylis har været en lige så flittig foredragsholder som Jens Andersen. Selv har han op til 2005 udgivet bogen 'Forandringens pris' om digterens skrivemåde, og hvordan hans syn på religiøse spørgsmål har påvirket hans tekster. Men den slags har der været alt for lidt af, mener de Mylius. »Det kan undre, hvor få bud på en ny læsning af H.C. Andersen, der kommer. Ud over mig selv og teologen Kathrine Lilleør har næsten ingen beskæftiget sig med det. Det er da påfaldende, når nu han regnes for den med det mest udbredte, danske forfatterskab, og man poster næsten en kvart mia. kr. i fejringen af ham«. »Det er, som om han i akademisk sammenhæng ikke har tilstrækkelig høj status, og det er da også mærkeligt, at vi ikke har haft en dansk litteraturprofessor med speciale i Andersen siden Hans Brix, og han afleverede sin disputats i 1907«, siger Johan de Mylius. Livets for store betydning Han kan godt genkende et billede, hvor historien om Andersens liv - i hvert fald i jubilæumsåret - synes at få større betydning end hans værk. »Ja, og hvilke historier om ham er det så, man har valgt at bringe videre. Det er eksempelvis historien om hans påståede homoseksualitet eller denne miniserie fra tv, hvor vi ser ham ligge og onanere. Men det angår jo ikke det, han har skrevet, værket, som vel er det, vi skal forholde os til«, siger Johan de Mylius. Han mener, fejringen af H.C. Andersen af digteren i langt højere grad burde have satset på projekter, der kunne skabe grundlag for en ny og dybere opfattelse af Andersen, ligesom man burde have fået Andersen formidlet for et moderne publikum. »Jeg tror ikke på, der kommer en blivende effekt af 2005-fejringen. Man har satset for meget på engangsknald, champagne og balloner«, siger han. Den blå rejse Forfatteren Stig Dalager har også været rejsende i Andersen det seneste års tid som følge af sin roman 'Rejse i blåt', der er solgt i omkring 2000 eksemplarer i Danmark og også er solgt til udgivelse i en række lande verden over. »For mig at se har 200-året internationalt først og fremmest haft betydning som en igangsætter for en nytolkning af Andersens værker og personlighed. Andersen er i forvejen en af verden mest læste forfattere, så al den megen overfladiske tingeltangel, der også har været, har ikke kunnet afsvække dette, måske snarere tværtimod«, mener Stig Dalager. Litteraturprofessor Anne-Marie Mai, der har været blandt HCA-fondens kunstfaglige rådgivere, mener, fejringen af den danske forfatter har bidraget til øget fokus på hans værk. Specielt glæder hun sig over, at mange kummerlige oversættelser er blevet erstattet af kvalificerede nyoversættelser. »Der er helt klart interesse for hans forfatterskab i udlandet, men at han er dansk går man ikke højt op i. Man fokuserer på, at han er en forfatter af international betydning, og hvis vi ikke selv havde fejret ham, havde verden omkring os gjort det«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler





