Oprah startede efterårets amerikanske bogsæson med en nyhed, der fik både forfattere og forlæggere til at klappe i hænderne: Hendes landsdækkende tv-bogklub ville efter et år med klassikerne til at slå sig på den nyere litteratur. Efter hendes næste bekendtgørelse var det især én forfatter, der klappede højt, og det var James Frey. Det var nemlig hans erindringer, 'A Million Little Pieces', der blev nomineret til årets første Oprah-bog. Tøsedrenge Straks efter udnævnelse af vinderen - for sådan føles det at blive udvalgt til Oprahs bogshow - fløj nytrykte eksemplarer af Freys bog hen over boghandlernes diske og landede 'A Million Little Pieces' på en sikker førsteplads på amazon.com. Dér havde den ikke ligget før, for da bogen udkom i 2003, var det til meget blandede anmeldelser, og Frey selv havde promoveret sig på usmagelig vis. I The New York Observer kaldte han tidens litterære darlings - Dave Eggers, David Foster Wallace og »Jonathan-Safran-whatever-his-name« - for en flok tøsedrenge, mens han præsenterede sig selv som lidt af en vildmand: »Jeg spiser med mine hænder, fordi mine bedste venner er hunde ... og så elsker jeg at bokse. Sådan er forfattere ikke længere. De er alle de her fyre med cand.mag.-titler og kultiverede holdninger«. Rå frelsehistorie Der er da heller ikke noget kultiveret over 'A Million Little Pieces', som Frey et andet sted meget dækkende betegner som »en snotklat i synet på offerkulturen«. Den er en slags dagbog fra forfatterens ophold på et rehab-center, hvor han indlægges ved bogens begyndelse efter en tre uger lang blackout. Han er eftersøgt i tre stater, næse og kindben er brækkede, hans fire fortænder mangler, og han er sølet ind i en blanding af »spyt, snot, urin, bræk og blod«. I løbet af bogen bliver han dog renset og helet med en sund cocktail af kold tyrker og taoisme, og det er en frelsehistorie, som Frey fortæller i én lang og ligefrem smøre af grammatisk ukorrekte sætninger, båret af en besværgende rytme, der ingen hensyn tager til anførsels- eller andre tegn. Oprah erklærede sig da også »dristig, folkens, dristig, dristig, dristig« ved at bringe den ikke særligt stuerene bog ind i de små hjem, men hun begrundede sit valg med, at den til gengæld var »fantastisk, fantastisk, fantastisk, fantastisk. Det lover, lover, lover jeg«. Oprahs entusiasme og litterære smag anerkendes dog ikke i de finere kredse, hvilket den populære tv-vært fik at føle, da hun i 2001 valgte Jonathan Franzens 'The Correction' til sin bogklub - og fik et afslag. Franzen uddybede sin afvisning med, at Oprahs show var for »usofistikeret« og »dameagtigt« et show til en bog, der som hans havde »dybe rødder i finkulturen«. Oprah svarede igen med ikke bare at lægge 'The Corrections' på hylden. Hun lukkede og slukkede simpelthen hele biksen med den begrundelse, at den samtidige litteratur ikke sagde hende og hendes fans ret meget. I forbøn hos tv-dronningen Efter at Oprah nedlagde og senere omlagde bogklubben til kun at omfatte klassikere, faldt salget af ny, amerikansk litteratur så drastisk, at en flok yngre forfattere i foråret - blandt andre Jhumpa Lahiri - gik i forbøn hos tv-dronningen. Den bøn har hun nu hørt og indtager igen den litterære scene med pomp og pragt. Og det ser ud til, at forfatterne har lært noget af Franzens brøler. Der var i hvert fald ingen verbale knytnæver i luften, da Frey kom på programmet i sidste måned og fortalte om sin kulørte fortid i stoffernes vold, om afhængighedens tragiske baggrund og den lykkelige afslutning, hans historie trods alt fik - specielt med deltagelsen på 'Oprah'. Tværtimod har han i interview omtalt Oprah som »en vidunderlig læser« og forklaret, hvor »glad, beæret og stolt« han er over at være »en Oprah-forfatter«. Det har han også en god grund til at være. Med Oprahs anbefaling har Frey fået mindst en million nye læsere.