Det gode engelske ord 'sign', som på dansk betyder 'tegn', kommer af det latinske ord 'signum'. Kirkefaderen Augustin definerede så langt tilbage som i det 4. århundrede signum som »hvad der, når det opfattes, får noget andet end sig selv til at fremstå for bevidstheden«. En 'ting' derimod definerede Augustin som »hvad der endnu ikke er blevet brugt til at betyde noget andet end sig selv«. Signalet adlydes Naturvidenskaben opererer med en verden af ting. Det kan godt være, disse ting betyder ting og sager for mennesker, men dette fænomen, betydning, er ikke et fænomen, naturvidenskaben inkluderer i sine teorier: Naturen rummer ikke noget, der ligner tegn. Til nød kan man snakke om signaler eller om information, men når man arbejder sig ind til, hvad der i grunden menes med sådanne ord, viser det sig altid, at man lige så godt kunne have snakket om årsager. Der sker nemlig ingen egentlig fortolkning af informationen eller af signalet, snarere er der tale om, at signalet adlydes, idet det udløser en eller anden forud fastlagt effekt. Metafysisk krænkelse Jeg har længe forsøgt at vinde gehør for det synspunkt, at i alt fald biologi og lægevidenskab ikke kan komme uden om at forstå sine objekter, cellerne eller organismerne, som tegnbrugere. Det betyder ikke, at cellerne eller organismerne har bevidsthed i menneskelig forstand, men de er alle i besiddelse af en følsomhed for tegn i deres omgivelser - et hormon er f.eks. et tegn for en celle og en bestemt lyd er et tegn for en fugl. Naturen vrimler med tegn, der virker ind på hinanden og dermed reelt hensætter organismen eller cellen i en situation, hvor fortolkningen af det enkelte tegn bliver så afhængig af omstændighederne - både nu og førhen - at det ikke er meningsfuldt at forstå processen som en simpel årsags-virknings relation. Men antagelig krænker ideen om en sådan 'biosemiotik' dybe metafysiske antagelser, som naturvidenskabens udøvere stiltiende gør sig. Desværre, for i længden får en naturvidenskab, der nægter at beskæftige sig med naturens tegnvirkelighed svært ved at forsvare sig mod de angreb, den nu mere og mere udsættes for. Menneske kontra natur Fra kristen side sættes der nu også i Danmark et kraftigt angreb ind under bannermærket 'intelligent design' (ID). Ordet design kommer jo også af det latinske 'signum', og design betyder ordret at 'sætte sit mærke på'. Naturen kan ikke, sådan som naturvidenskaben beskriver den, reelt have udviklet den hensigtsmæssige kompleksitet, som vi kan iagttage i den, lyder argumentet. Derfor må en højere intelligens have designet den. En højere intelligens er selvfølgelig bare en videnskabeligt klingende omskrivning af ordet Gud. Desværre tror jeg, de har ret i, at naturvidenskabens forståelse af naturen principielt er utilstrækkelig. Nemlig så længe den ikke vil inddrage tegnvirkeligheden. Men at inddrage tegnvirkeligheden ved at lade Gud have afsat tegnene i tidernes morgen, er jo ikke andet end et tomt postulat - og at undervise i en sådan teori i biologitimerne er at gøre grin med den videnskab, samfundet i dyre domme betaler for. I stedet burde videnskaben besinde sig på, at evolutionsteorien ved sin sejrsgang har tilintetgjort den skillelinje mellem menneske og natur, som oprindeligt begrundede tabuet mod tegn i naturen. Som den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas har udtrykt det: »Hvis mennesket skal være i slægt med dyret, så må dyret være i slægt med mennesket, og det må derfor til en vis grad også bære på den indre meningsfylde (inwardness), som mennesket ... er bevidst om hos sig selv«.