748 tekster. Skrevet af 276 forskellige forfattere. Samlet i 11 bind. På tirsdag præsenterer Gyldendal sit bud på en skønlitterær kanon. Et væg til væg-værk, der dækker hele skolesystemet fra børnehaveklassen til og med 3.g. Ti et halvt kilo af den ypperste litteratur fra indland og udland udvalgt af syv mennesker. »Alt sammen noget, vi ikke ville undvære og heller ikke synes, at andre skulle leve foruden«, som Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger og Jens Smærup Sørensen skriver i deres forord til de tre bind til brug for gymnasiet. Håndsrækning Ud over de 14 danske forfatterskaber, der blev kanoniseret af et udvalg under Undervisningsministeriet i fjor, tæller de 11 bind et hav af andre danske forfattere og forfattere fra Norden og resten af verden. Kernekunderne til det omfangsrige værk er dansklærerne og skolebibliotekarerne. »'Kanon i dansk' er en håndsrækning til lærerne, så de sammen med eleverne kan lave deres egen kanon«. »Man kan bruge værket enten som inspiration eller som en grundbog, der kan dække en tredjedel af danskundervisningen. Eller man kan have to-tre klassesæt stående i bogkælderen og bruge dem i forløb i klasserne«, siger redaktionschef på Gyldendal Mikael Pedersen. Dybt privilegeret Forlaget slog til, allerede kort efter at professor i børnelitteratur Torben Weinreich i januar i fjor i den offentlige debat gjorde sig til talsmand for en børnelitterær kanon for folkeskolen. Så allerede før daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i marts 2004 nedsatte et udvalg, der skulle pege på en stribe danske forfattere, som alle børn skal have læst, når de forlader skolen, var Gyldendal i gang med forarbejdet til 'Kanon i dansk'. Forlaget Alinea nåede dog før sommerferien at udgive 'Kanon i folkeskolen' - to illustrerede bind, som rummer tekster af de 14 forfattere, der blev kanoniseret af Undervisningsministeriets udvalg i fjor. Men det er umiddelbart svært at forestille sig, at noget andet forlag har volumen til at matche Gyldendals omfangsrige værk. Og Mikael Pedersen er da også svært tilfreds med, at Gyldendal nåede at være først med så stor en kanon-udgivelse. »Det betyder utrolig meget at komme først, fordi man så har håbet om at blive referenceværket. Det er dybt privilegeret denne ene gang at stå i en fuldstændig ren situation og kunne vælge frit mellem alt. Og så at få lov at tænke i det helt store landkort fra børnehaveklassen til 3.g«, siger han. Frit valg på alle hylder Der er ikke blevet skelet til, hvad Gyldendal i forvejen havde rettighederne til - der har været frit valg på alle hylder. Og mens Kanonudvalget under Undervisningsministeriets Kanonudvalg pegede på 14 forfatterskaber, har Gyldendal 276 forfattere med. »Derfor har det eksempelvis også været nemmere at få flere kvinder med. Vi ville gerne levere et meget bredere tilbud til lærerne med flere og også mere skæve forfattere som for eksempel Dan Turèll«. »Og så ville vi meget gerne have Norden og de internationale forfattere, der har haft betydning for dansk litteratur, med. Også fordi, vi var nervøse for, at værket skulle blive opfattet som et lummert nationalt projekt. Men ambitionen er ikke at lave en international, demokratisk kanon, der yder Ghana fuld retfærdighed«, siger han. Med redaktionschefens ord har de håndplukket »de bedste til at vælge det bedste«. Blandt »de bedste« er forfatterne Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen og Thomas Thurah, der har været med til at udvælge teksterne. »Kanon er en lang række af valg. Og det første og yderst centrale valg er, hvem der skal foretage valget. Ofte er det lærere, der vælger for lærere, når der bliver lavet en læsebog. Her har vi fået et pust udefra og så brugt lærere som konsulenter undervejs«, siger han. Dyr udgivelse Professor i børnelitteratur Torben Weinreich, der sammen med Nina Christensen har valgt teksterne til eleverne fra 0-6. klasse er glad for, at der i 'Kanon i Dansk' er blevet plads til masser af børnelitteratur, som i høj grad blev svigtet, da udvalget under Undervisningsministeriet kanoniserede 14 forfatterskaber. Der er blandt andet blevet plads til hele billedbøger som 'Palle Alene i verden', 'Aben Osvald' og 'Cykelmyggen Egon'. Weinreich forventer, at 'Kanon i dansk' bliver en grundstamme i undervisningen i især folkeskolen. »Der findes jo andre antologitilbud til gymnasiet. Det gør der ikke i samme omfang, når det gælder folkeskolen. Og jeg kan love dig for, at det er dyrt at udgive sådan et værk. Det er en stor investering for forlaget. Og bøgerne skal sælge godt, hvis smilet skal blive siddende«, siger han. Det har kostet »et millionbeløb« at sætte sig så solidt på det litterære kanon-marked, som Gyldendal nu har gjort. I første omgang er bøgerne trykt i 3.000 eksemplarer, men Mikael Pedersen regner med, at de kommer til at sælge »i mange år fremover«. Udvalgsformandens drøm Men ifølge formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion bliver 'Kanon i dansk' kun en succes, hvis den ikke bliver solgt i ret mange eksemplarer. »Jeg synes, det er et glimrende inspirationsmateriale. Men bare én tekstsamling ud af tusind mulige. Så det er en katastrofe, hvis det bliver en grundbog i skolen. Det må aldrig blive tekstvalget. Kun et blandt mange tekstvalg. Jeg håber, at den bliver solgt i ét eksemplar til hver skole, men at der ikke er nogen, der køber klassesæt af den«. »Det er en pædagogisk fiasko, hvis børnene skal tvangsfodres med ét menneskes tekstvalg. Man må sørge for, at dansklærerne er uddannede nok til selv at kunne træffe et bevidst valg, så det ikke bare er en skjult læreplan fra denne eller hin professor«, siger han. Det var professor Jørn Lund, der stod i spidsen for det kanonudvalg under Undervisningsministeriet, der i fjor kanoniserede 14 danske forfatterskaber. Ifølge ham er det »enhver udvalgsformands drøm, når der bliver bygget bro mellem udvalgslokalet og den virkelighed, man gerne vil påvirke«. »De har forholdt sig dejligt frit til ministeriets oplæg og også husket udlandet, der jo altid har præget dansk litteratur, men som der ikke var plads til på vores stramme liste. Jeg synes, det ser lødigt, godt og ikke spor snærende ud«, siger han. Valgt af hjertens lyst Professor Torben Brostrøm har siddet i den tremands redaktion, som har valgt tekster til gymnasiet. Her har man forsøgt at udvælge tekster, der taler sammen på tværs af tiden. »Vi har stillet nogle tekster sammen efter tema, motiv eller idé, som talte med hinanden fra forskellig tid. Marcel Proust har et vidunderligt stykke om hvidtjørnens duft. Sammen med Knud Sønderbys dejlige essay om hvidtjørnen kan man sige, at det udgør et lille dufttema. I større format er det sjovt at læse 'Vølvens Spådom' sammen med Johannes Åbenbaring og Michael Strunge, der også har visioner om en ny verden«, siger han. Han erkender, at der har været »to mod én-situationer« undervejs. Blandt andet måtte han vinke farvel til digteren Frederik Paludan-Müller undervejs. »Vi er meget forskellige og har hver vores yndlingsområder. Men det har været meget berigende og underholdende. Jeg er sådan lidt øm over gamle Paludan-Müller. Og Heiberg er kun småt repræsenteret. Nogle af guldalderdigterne står virkelig mit hjerte nær. Men det virker på mange uaktuelt eller svært tilgængeligt. Men vi har nu mere foræret hinanden gode ideer end vi har kæmpet om det«, siger han. I forordet skriver han, Suzanne Brøgger og Jens Smærup Sørensen at »ud over at vise vores respekt for en række for længst kanoniserede tekster i dansk, nordisk og anden udenlandsk litteratur har vi valgt af hjertens lyst«. Men selvfølgelig bliver der aldrig plads til det hele. »Enhver kan jo lave en mangelliste på det her værk. Det er vi selv de første til at kunne gøre. Men vi har udvalgt noget, som vi ikke selv ville undvære. Noget vi virkelig godt kan lide. Og man går jo ud fra, at det, man selv sætter højt, vitterligt har en høj kvalitet«, siger Torben Brostrøm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





