Min nabo fortalte mig, at nogle af hendes voksne elever, som uddanner sig til hospitalsserviceassistenter, havde reageret afvisende på en filmanmeldelse, hun havde givet dem fra Politiken. »Det er kun for folk med lange uddannelser«, sagde de og udpegede en række fremmedord i artiklen, som f.eks. ordet 'flagellant'. Det forbløffende var imidlertid, at bortset fra dette ene ord, flagellant, som selvfølgelig ikke er videre dagligdags, så var de øvrige ord egentlig helt gængse. F.eks. ord som 'ekstremisme' eller 'agitation'. 'Hypostatisk abstraktion' At nogen for tiden skulle kunne slippe af sted med at se tv uden at støde på ordet 'ekstremist' forekommer ikke troligt. Ordet 'ekstrem' optræder også helt almindeligt på nutidsdansk, og der findes sågar tv-udsendelser om såkaldt 'ekstremsport', så de to ord må folk kende. Hvordan kan ekstremisme så være et fremmedord? Forklaringen må jo være, at mange mennesker ikke uden videre drejer ordene i hovedet og lader dem udfolde deres potentiale. Når man lader tanken svæve fra ordet ekstrem til ekstremist og videre til ekstremisme, foretager man en særlig slags abstraktion, som Charles Peirce kaldte en »hypostatisk abstraktion«. Et typisk eksempel er, når man udleder substantivet hårdhed ud fra adjektivet hård. Årsagen til, at man gør den slags, er selvfølgelig, at der er mange måder at være hård på, og nogle af dem ligner måske hinanden mere end andre, så hvad beror det på? Og hvordan ytrer det sig? Gratis generaliseringer Det er da rigtigt, at abstraktioner tit er nytteløse eller blot tjener til at indpakke tanketom uvidenhed i fint sprog. Det klassiske eksempel er den scene i Molières komedie 'Den indbildt syge', hvor der foregår en middelalderlig eksamination, hvorunder doktoranden bliver bedt om at forklare, hvorfor opium får en til at falde i søvn. Her leverer han så det berømte svar: »det gør det ærede doktorer, fordi det indeholder et søvndyssende princip«. Adjektivet 'søvnfremkaldende' gøres til et substantiv, og vupti har vi forklaret sagen! Peirces pointe er imidlertid, at selvom det 'søvndyssende princip' selvfølgelig er en ualmindelig tom forklaring, så henleder selv denne abstraktion trods alt opmærksomheden på et muligt nyt skridt i analysen, nemlig spørgsmålet: hvori består dette søvndyssende princip? Abstraktionen forklarer ikke i sig selv noget, men den lægger op til at stille nye spørgsmål. Tilsvarende med ekstremisme. At der er lighedspunkter mellem dyreværnsekstremister, antiabortekstremister, religiøse ekstremister og politiske ekstremister er vist blevet indlysende for næsten enhver. Det er netop den slags ligheder, man får øje på, når man abstraherer substantiver ud af adjektiver. Faren er selvfølgelig omvendt, at man forfalder til gratis generaliseringer. Det er jo - for nu at tage et aktuelt tilfælde - ikke ethvert ulige seksuelt forhold, der er sexslaveri, hvad enten uligheden så beror på penge, alder, hudfarve, intelligens, skønhed, sundhed eller noget helt syvende. Skeptiske danskere At abstrahere fordrer altså ansvarlighed af os. Hvis en stor del af befolkningen er hjælpeløse over for dette trick, så har demokratiet et problem. Den grundtvigske arv gør måske os danskere ekstra skeptiske over for det abstrakte. Men jeg vil opfordre til at holde måde med skepsissen. Det konkrete har det med ofte at stoppe cirka ved egen næsetip. Uden hjælp fra den abstrakte tanke er det derfor svært for nysgerrigheden at bevæge sig forbi det punkt. Og det er skidt for den demokratiske proces.