Mon den naturlige udvælgelse sjuskede, da den udformede menneskets knæ? I alt fald kommer knæet nemt til skade, hvilket peger på et lidt overset aspekt af evolutionen: At naturen sætter strukturelle grænser for, hvad naturlig udvælgelse kan udrette. Tåleligt kompromis Da vore firbenede abeforfædre begyndte at bevæge sig ved oprejst gang på to ben, måtte den naturlige udvælgelse skyndsomst prøve at få det bedst mulige ud af det knæled, der nu engang var til rådighed. Oprejst gang stiller helt andre krav til knæleddets struktur, og en total reorganisering havde nok været at foretrække. Men sådan kan den naturlige udvælgelse nu engang ikke arbejde. Den må i stedet finde frem til et tåleligt kompromis. Tingenes universalitet Vi har her en klassisk kontrovers i biologiens historie med stærke nutidige udløbere (se klummen om Brian Goodwin 2.9.). Den klassiske strid stod i begyndelsen af 1800-tallet mellem to professorer fra det naturhistoriske museum i Paris, George Cuvier og Geoffrey Saint-Hilaire. Cuvier var detaljens mand og vel tidens førende skikkelse i zoologien, mens Saint-Hilaire mere var den filosofisk mindede, der søgte de større sammenhænge i naturen: »At gennemtrænge årsagerne til tingenes universalitet«, som en samtidig iagttager, Goethe, formulerede det. Rendyrket funktionalisme Saint-Hilaire søgte en teori om 'transformationisme', altså om arternes omdannelse eller evolution, og forfægtede det synspunkt, at alle levende væsner var strukturelt bygget over en og samme plan. Cuvier fnøs over sin kollegas foragt for detaljerne, der i Cuviers øjne klart beviste, at organismernes strukturer var udformet af skaberen med henblik på deres forskellige funktioner. Her var ikke plads til evolution. Gud havde skabt fuglens vinge som et perfekt flyveorgan, ligesom sælens luffe er et perfekt svømmeorgan. At disse organer lignede hinanden skyldtes alene, at deres funktion mindede om hinanden. Saint-Hilaires transformationisme fandt ikke nåde for den sejrende darwinisme. Men indirekte bekræftede Darwins teori ikke desto mindre strukturalismen, for så vidt som den bekræftede ideen om fælles afstamning af alle Jordens arter. Men den gav samtidig Cuvier ret, fordi ideen om gradvis tilpasning via naturlig udvælgelse jo er rendyrket funktionalisme. Begge parter i kontroversen havde altså både ret og uret. Mere poet end iagttager Hvad angår videnskabelige stridigheder er dette reglen snarere end undtagelsen, hvilket turde tjene som støtte for Cappelørns besindige holdning i den hjemlige konflikt på Kierkegaardcenteret. Gode forskere går både efter analyse og syntese, men det er klart, at forskellige gemytter vægter balancen forskelligt. I den ideelle situation udgør parterne et vedvarende korrektiv til hinanden, der tvinger begge sider til at klargøre deres synspunkter og argumenter. Det drejer sig netop ikke om at vinde eller have ret, men om selve processen. En pudsig epilog til striden mellem Cuvier og Saint-Hilaire, hvor Cuvier med analytikerens evige retorik beskyldte Saint-Hilaire for at være »mere poet end iagttager«, er molekylærbiologiens opdagelse af de gener, der fastlægger et fosters ryg-mave-akse. Hos hvirveldyr går nervestrengen ned lags ryggen, mens den hos insekter følger forsiden. Saint-Hilaire blev lettere til grin, da han foreslog, at aksen hos hvirvelløse dyr simpelthen var vendt om. Men faktisk er det netop, hvad molekylærbiologien nu viser er tilfældet.