Der er vand mindst to steder på kloden. I New Orleans og i Bibliopatens kælder. Sådan da.
Altså ikke 'sådan da' med hensyn til New Orleans, men sådan da med hensyn til de nedre regioner i vor faldefærdige villa.
Trods indkøb af en affugter i Silvan sidste år skaber den såkaldte sommerkondens stadig en tropiskfugtig atmosfære, det næste må blive elektrisk ventilation ... Professionelt
Der er selvfølgelig også vand andre steder på planeten. Imellem ørerne på Tintin-skænderne på forlaget Carlsen f.eks.
Men jo også i form af åbent hav, og det er der faktisk så meget af, at man for at dække læsebehovet hos søens folk gennem tiden har været nødt til at oprette skibsbiblioteker.
Her taler vi ikke om diverse private samlinger, som sejlende excentrikere gennem tiden har stablet på benene, og som vi selv, jævnfør sidste uges klumme, har påtaget os at etablere på hylden i det gode skib 'Marie', men om professionelle, offentligt finansierede skibsbiblioteker! Ønskes: flere sengeheste
Det viser sig nemlig, at skibsbiblioteket er en hæderkronet frugt på biblioteksvæsenets bugnende træ. Når vi kan udtale os så skråsikkert, er det, fordi vi fik mail fra vor læser Benny Stausholm, Holte, der i tresserne valgte titler til biblioteker til flådens skibe.
»De var pakkede i pæne kasser med hylder lige til at stille op for høj og lav om bord«. Benny Stausholm anbefalede os at kontakte et folkebibliotek i en af landets fiskerbyer og nævnte selv Esbjerg for at høre mere om skibsbiblioteker.
Som skrevet, så gjort. Få sekunder efter havde vi bibliotekar Bodil Wöhnert fra folkebiblioteket i Esbjerg i røret. Hun har været i biblioteksvæsnet i 30 år og helt mirakuløst var det netop Bodil, der i sin tid havde ansvar for at vælge titler til de skibsbiblioteker, som kommunebiblioteket i Esbjerg servicerede datidens fyrskibe med.
»Fyrskibene fik nye bogkasser hvert halve år. Folk var vel ude en måneds tid og skulle så have lidt at hygge sig med. Der var omkring 50 bøger i sådan en bogkasse. Det kan lyde af mange, men der var jo flere om bord på sådan et fyrskib«.
»Jeg syntes jo selv, at jeg fandt mange gode bøger til dem, men nogle gange skete det, at de gerne ville have lidt flere sengeheste, end de fik, hvis du forstår, hvad jeg mener«. HelikopterbibliotekSengeheste ... mener du galant litteratur?
»Ja. De ville have noget andet mandelitteratur end den, jeg lige kunne skaffe, men der var faktisk en serie, der hed noget med sengeheste. De ville også meget gerne have krimier. 'Sjakalen' af Frederick Forsyth og den slags«.
»Her var de heller ikke altid helt tilfredse. Det var jo nok sådan dengang, at vi havde et andet kvalitetskriterium i biblioteksvæsnet end det, en del læsere efterspurgte. Svend Hazels bøger blev f.eks. ikke indkøbt«.
Nu er fyrskibene nedlagt, et af dem, der var ud for Esbjerg, ligger som museum nede i havnen, oplyser Bodil, og så er det, at hun affyrer nyheden. Det sker i form af følgende sætning, som vi gengiver ordret: »Vi går faktisk og leger med tanken om at lave et helikopterbibliotek«. Et helikopterbibliotek?! Hvorledes?!
»Sådan et, som vi vil kunne servicere boreplatformene med«, svarer Bodil Wöhnert. Læsestof til fiskeneDet er da genialt! Men så mener du vel egentlig et boreplatformsbibliotek?
»Ja. Men vi skal jo lige finde ud af, om der er interesse for det. Jeg tror, de er ude på platformene 14 dage ad gangen, og selv om de arbejder meget, er der jo lidt fritid, som de sikkert godt kunne lide at bruge på at læse«. Galant litteratur, måske ligefrem?
»Det kan man jo aldrig vide«, svarer Bodil henholdende, inden hun kommer med endnu en eksplosiv oplysning. Hun fortæller nemlig, at biblioteket i Esbjerg også har forsynet mange fiskekuttere med kasserede bøger, altså bøger, som var i for dårlig stand til, at de kunne lånes ud på sædvanlig facon, og så kommer det:
»Fiskerkutterne var meget interesserede i at få kasserede bøger med ud på havet, for så kunne de jo bare smide dem overbord, når de var færdige med dem«. Det er da løgn!?
»Nej, det er rigtigt. Nogle tog dem selvfølgelig med hjem, men der ligger nok stadig gamle bøger rundt omkring på havbunden i Nordsøen«, bedyrer Bodil. Søges: anbefalinger
Det viser sig i øvrigt, at der også eksisterer en velærværdig institution, der hedder Søfartens Bibliotek (www.sbib.dk), som har opbygget et rigt forgrenet net af skibsbiblioteker til søens folk, mere om det ved en anden lejlighed.
Og så vil vi stadig gerne have input fra læserne til Bibliopatens eget skibsbibliotek. Vi har fået masser af post i den forgangne uge, tak er kun et fattigt ord, men vi kan godt bruge endnu flere anbefalinger.
Altså, spørger vi igen, hvilke bøger - romaner, håndbøger m.m. - bør et velassorteret skibsbibliotek, som primært vil blive brugt af fire galante mænd i deres bedste alder, rumme?
Hvor går grænsen mellem det seriøst brugsrettede, f.eks. 'Håndbog i navigation', og så de bøger, man kan få brug for en mørk og stormfuld nat, hvor man har måttet søge nødhavn, fordi naturens kræfter er ved at splitte ens bramsejl, og man har brug for et litterært alternativ til havneomgivelsernes (og forlagsbranchens) udbud af futmælkspirater, hallunker, forlismænd, interplanetariske slørhaler, jubeltorsk, karnevalssørøvere, pirater, sandlopper, smuglere, sortbørsgrosserere, søpindsvinefjæs, sørøvere, tanglopper, trompetsnegle, vandrotter og torskepander, hvis De forstår, hvad vi mener.
Fly os fluks skibsbibliotekariske anbefalinger af enhver art. Næste uge offentliggør vi så LobS, Læsernes (og bibliopatens) Skibsbibliotek! Quiz 1:
»Skibet stævner ind i den skumrende havn. Megafonen brøler en hilsen til byen, de elektriske projektører kaster deres femfligede stråle lige til vejrs som en komethale og tegner med ildskrift på skyerne: KØB EN FORDBIL«. Hvilket digt? Quiz 2:
Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt blyfarvet land ... Hvilken roman? I sidste uge efterlyste vi titlen på en bog, hvor man kan læse om en bengalsk tiger og en dreng i en båd. Quiz 2 lød således: Han lå i en båd på Furesøen, da han fandt ud af, hvilken genre han ville satse på som forfatter.Martell
Kære Bibliopat,
Enhver Spækhugger bør have et skibsbibliotek der indeholder Frank Robbs 'Handling Small Boats in Heavy Weather'. Jeg holder især af kapitlet 'Sharks, and what to do about them'. Det ender, så vidt jeg husker, »... and if anything fails - punch them in the nose; it might help«.
I 'Pi's liv' af Yann Martell er drengen og tigeren også på en lille båd, men deres bibliotek består bare af en enkelt bog, der til gengæld er yderst nyttig for Pi.
Hilsen Børnelægen ... og Thorkild Hansen
Kære bibliopat,
Som dreng læste jeg bøger på høloftet, og vellugten i høet melder sig omgående, når Walter Christmas (-Dirckinck-Holmfeld) og Peder Most toner frem: Den aroma, man husker med næsen. Peder, den mest blåøjede, lyslokkede dreng i verden (= Danmark), som avancerede til både styrmand og konge over en palmegrøn ø. Høet og Peder Most-bøgerne - der var engang. Så er der en anden dreng, ja en ganske anden yngling, men med lyst fald i håret og de blåeste øjne og en sejljolle på Furesøen: Thorkild Hansen. Nu sejler han for sidste gang i Peter Seebergs Regatta ('Rejsen til Ribe') med ordene: »Der er kun skønhed«. Hans hus i Birkerød ved Furesøens vande holder ud, og det gør hans 'Det lykkelige Arabien' med meget mere vel også.
Mvh Benny Stausholm, Holte Spækhuggerangreb ved Galapagos
Kære Bibliopat,
Jeg mener den bog, du helt konkret efterlyser, hedder '84 døgn på Stillehavet' - men hvis du ikke kan finde ud af det, har jeg naturligvis telefonnummeret til skipperen på den sagnomspundne skonnert 'Opal', hvor jeg over Atlanterhavet i Mælkevejens skær gennemtrawlede denne klassiker inden for overlevelseslitteratur.
Historien handler om en far og mor og to børn, som på Galapagos mønstrer en student - og de fem bliver udsat for et spækhuggerangreb nogle dage fra Galapagosøerne, båden bliver vædret af angribende hvaler, går ned, og besætningen går i en redningsflåde og fastgør en dingy til flåden. Fisk og padder angriber den, og derefter går de i båden, og så udspinder den historie sig, som du har efterlyst.
På Opal er der en to meter lang hylde, der udelukkende har litteratur om skibbrud, overlevendes opfindsomhed fra Bounty over Robinson Crusoe til de uhyggelige beretninger om mennesker, der driver omkring i lange perioder, således også de mange dage i en dingy på Stillehavet. Der er jo også en anden klassiker, der hedder: 'Handling Small Boats in Heavy Weather'.
Så er der bogen om bølger, der omtaler det mest frygtede på havet: freakwaves, der er bølger, der som vægge dannes gennem interferens mellem andre bølger, hvilket medfører, at selv store skibe vælter omkuld, og alt bliver flået fra hinanden. Faktisk er 'Opal's tidligere redningsbåd afbildet i denne bog, og man ser den gå ned med mand og mus i en freakwave-ulykke. Hvordan det kan være, at dette billede eksisterer, og fotografen overlevede, er endnu en anden gåde. Tsunamien producerede jo også en freakwave, som med en enorm kraft kunne destruere alt, hvad den mødte.
Kærlig hilsen Christoffer Johansen (søulken Kaptajn Klo) Skalk forever!
Kære Bibliopat,
Du efterlyste 'Drømte mig en drøm i nat' i en quiz - og her er den indspillet i flere forskellige versioner på nøje udførte kopier af rekonstruktioner af musikinstrumenter fra vikingetiden og tidlig middelalder. Nodeskriften menes i øvrigt at være opfundet af Guido af Arezzo i 1000-årene. Cd'en er udsendt af Skalk, som du så venligt nævnte i din klumme 3. september. Bladet lever skam og har det godt. Jeg vedlægger et hæfte fra i år med en artikel, som vil interessere enhver bibliopat. ( I høj grad. Vi tøver ikke med at anbefale Skalk til vore læsere og kipper med fanen for Harald Andersen (1917-2005), Skalks grundlægger, der døde i januar, BP).
Venlig hilsen Christian Adamsen, Redaktør af Skalk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





