Tom Carpenter er en noget urolig mand i disse dage. Som kurator for Jane Austen-museet i landsbyen Chawton i Hampshire frygter han en invasion af lignende dimensioner som den, der fulgte i kølvandet på BBC's efterhånden legendariske dramatisering af klassikeren 'Stolthed og Fordom' for ti år siden. Det var dengang, millioner af britiske, og såmænd også udenlandske, kvinder faldt i svime over Colin Firth i rollen som Mr. Darcy, ikke mindst da han gav begrebet 'våd T-shirt' - indrømmet, han havde en rigtig skjorte på - helt ny og maskulin mening og bl.a. blev genstand for en vis Bridget Jones' seksuelle længsler. Kemien mellem Firth og Jennifer Ehle, der spillede rollen som Elizabeth Bennet, var heller ikke at foragte. Uønsket besøg Anledningen til Tom Carpenters uro er en ny filmatisering af samme værk med den smukke Keira Knightley og Matthew Macfadyen i hovedrollerne. Hvis den udløser den samme grad af Austen-feber som forgængeren, kan forfatterindens gamle hjem i Chawton opleve en ny besøgseksplosion - og det vil kuratoren faktisk helst være fri for. »Vi ville ikke ønske lignende tal«, siger han til The Guardian med henvisning til den mere end fordobling i antallet af besøgende, fra 25.000 til 57.000, som museet oplevede i 1996 - året efter premieren på tv-serien. »Landsbyen begyndte at føle sig ubekvemt til mode over det«. Så har man færre skrupler i Jane Austen-centret i Bath, hvor hun boede inden flytningen til Chawton. Her er der en mere kommerciel atmosfære, og gavebutikken sælger Austen-viskestykker og -krus, mens en kommende festival bl.a. vil byde på 'Jane Austen's Guide to Dating'. Det årlige besøgstal er 42.000, hvoraf 90 pct. er kvinder. Donald Sutherland som far I det hele taget er Jane Austens forfatterskab en millionindustri, og centrets direktør, David Balcock, siger til The Guardian, at interessen for hende vokser og vokser. Der er næppe tvivl om, at både centret og andre engelske Austen-lokaliteter vil nyde godt af den øgede efterspørgsel, hvis filmen går hen og bliver en succes. Chancerne synes at være gode, til trods for at mange briter betragter BBC-versionen som den definitive. Den kun 20-årige Keira Knightley, der allerede er ved at være veteran, siges som Elizabeth Bennet at have taget et afgørende skridt i retning af det mere voksne rollefag, Donald Sutherland påstås at være i storform i rollen som hendes far, og birollerne er solidt besatte. Derimod vil Matthew Macfadyen - bedst kendt fra spionserien 'Spooks' - næppe være i stand til at fremprovokere de samme henførte reaktioner hos det kvindelige publikum som Colin Firth i 1995. Nogen Darcy-effekt bliver der nok ikke denne gang - men mindre vil formentlig kunne gøre det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
Denne bølge af varme bliver en »lille, kort« en
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema





