En af de udenlandske gæster ved denne uges Bateson-konference på Københavns Universitet var økologen Robert Ulanowicz fra Marylands universitet. Som både biolog, amerikaner og katolik slipper Ulanowicz ikke for at tage stilling til de besværlige problemer omkring forholdet mellem Darwin og Gud. »Jeg har ingen vanskeligheder med at undervise i evolution som sådan«, skrev Ulanowicz for nogle år siden på en e-mail diskussionsliste, »men jeg har store betænkeligheder ved at undervise i den neodarwinistiske metafysik som fyldestgørende og eftervist metafysik«. Kødædende plante I bogen 'Ecology, the Ascendent Perspective' viser han, hvordan modeller af økosystemer har afsløret tilstedeværelsen af selvorganiserende potentialer, som vanskeligt lader sig integrere i de gængse neodarwinistiske skemaer. De matematiske modeller er hård kost, men Ulanowicz giver et instruktivt eksempel i form af vandplanten blærerod. På blærerodens blade sidder små blærer, som kan opsluge og fortære de uheldige smådyr, der måtte støde ind i dem. Blærerod er kødædende. Der er mange af disse smådyr, for blæreroden stimulerer direkte visse planktonarter til at vokse på sine blade, og dette planktonlag, epifyton, giver smådyrene glimrende næring. Fødekæder i enkle sammenhænge Her er tale om et selvkatalyserende system, siger Ulanowicz, for jo mere blæreroden vokser, jo mere kan epifyton brede sig, og jo bedre bliver næringsvilkårene for smådyrene, hvorved der altså bliver mere føde til blæreroden selv, som derfor vokser des mere. Vi har her en centripetal kraft, der kanaliserer stadig større andele af økosystemets energistrømme ind igennem sig. Og Ulanowicz viser i sine modeller, at dette er reglen i økosystemer snarere end undtagelsen. Det har den konsekvens, at fødekæderne bliver struktureret i mere enkle sammenhænge, end man skulle forvente, hvis alle føderelationer i systemet var lige sandsynlige. Systemet organiserer sig af sig selv, så langt størstedelen af stof- og energitransporten sker gennem relativt få kanaler. Ulanowicz taler om »autokatalytisk selektion«. Verden er som et åbent teater Efter almindelig darwinistisk logik befinder organismerne sig i en konkurrence om ressourcerne. Men i et system som blærerodens er succeskriteriet i denne konkurrence bestemt af forhold, der vedrører hele økosystemets struktur. Om organismerne begår sig vel, afhænger af, hvilke centripetale strukturer, der er virksomme i systemet. Denne afhængighed af relationer på et overordnet niveau - systemets - modsiger en af de dybe newtonske intuitioner hos mange biologer, hvorefter årsager skal søges på delenes niveau (individernes, genernes eller i sidste ende molekylernes) og ikke på mere overordnede niveauer. Som når Carl Sagan f.eks. i en tv-udsendelse om dinosaurernes adfærd siger: »Dette er nogle af den slags ting, molekyler gør«. I København udtrykte Ulanowicz sin pointe på følgende måde: »I procesøkologien vil virkningerne af støj på et niveau sjældent brede sig opad i hierarkiet af niveauer, men vil som regel blive udjævnet mere eller mindre af den autokatalytiske selektion«. For Ulanowicz er det selvfølgelig især vigtigt, at denne forståelse af økosystemernes indre dynamik betyder, at verden er som »et åbent teater« fyldt af unikke begivenheder. Vi behøver ikke at gå til kvantemekanikken for at søge kilderne til den frie vilje: »God is not to be iced-out of the natural world«.