Kanoner ved stranden

Lyt til artiklen

Der er langt til nærmeste boghandel fra min yndlingsstrand på Sardinien. 11 km derfra ligger der ganske vist en udmærket lille by med en forretning, som foruden papirvarer, kontorudstyr og skolegrej også tilbyder et lille udvalg af temmelig tarvelige krimier og kærlighedshistorier, men vil man i en rigtig boghandel, skal man køre mindst 25 km. Frister til impulskøb Til gengæld behøver jeg ikke gå mere end de cirka 100 meter til den kombinerede bar og kiosk på den lokale campingplads for at finde fine og oven i købet meget billige udgaver af nogle af verdenslitteraturens og den sardiske litteraturs væsentligste værker. Italienske dag- og ugeblade har nemlig i årevis solgt billigudgaver af bøger sammen med det aktuelle nummer af bladet. Fordelene er indlysende: Bladene får noget ekstra at tilbyde deres læsere og kan samtidig styrke deres profil ved at vælge bestemte temaer - litterære klassikere, kunstbøger, erotikkens mestre, klassiske tegneserier, de store filosoffer eller hvad det nu kan være - og bøgerne kommer ud i landets titusinder af aviskiosker, hvor de frister til impulskøb og når et publikum, hvoraf mange aldrig ville sætte deres ben i en boghandel. 26.000 sider verdenslitteratur Mellem tyggegummiautomaten og fodboldspillet står der en stander med blandede resteksemplarer fra de forskellige blades tidligere bogserier: En Koran fra Repubblicas serie 'De store religioner' står side om side med 'Da Vinci Mysteriet' fra samme dagblads nyeste serie, 'Kodenavn: Gåder', og et par bind fra ugebladet L'Espressos 'Bøger for altid'. 'Bøger for altid' er L'Espressos seneste flotte tilbud til de litteraturinteresserede læsere. Mod en ekstrapris på kun 12,90 euro (ca. 100 kr.) får man sammen med bladet et smukt udstyret bind på ca. 1.000 sider med værker af en række af den nyere verdenslitteraturs store navne. Serien, der er planlagt til at omfatte i alt 26 bind, præsenterer Anton Tjekhov, Joseph Conrad, Stendhal, Dostojevskij, Dickens, Poe, Goethe, Jane Austen, Tolstoj, Robert Musil, Marcel Proust, Daniel Defoe, Kafka, Dickens, Robert Louis Stevenson og Henry James foruden italienerne Italo Svevo og Cesare Pavese. Hvert nyt bind i serien ledsages af en præsentationsartikel i ugebladet. Berømte banditter Mens L'Espresso således lancerer en slags uofficiel verdenskanon, har Sardiniens store lokalavis L'Unione sarda valgt at sammensætte et regionalt 'Identitetsbibliotek' med værker af sardiske forfattere eller af italienske eller udenlandske skribenter, der har beskæftiget sig med øen, f.eks. Lawrence Durrells rejsebog 'Sea and Sardinia'. Biblioteket omfatter over hundrede bøger, heraf 33 af nobelpristageren Grazia Deledda (1871-1936). I 'Identitetsbiblioteket' finder man også værker af samtidige sardiske forfattere samt en serie om fodboldholdet Cagliaris historie, en om øens berømte banditter, en om religion og lokale helgener og helligdomme samt en række klassiske historiske, topografiske og sociologiske værker. Blandt de sidstnævnte er en af de mest interessante den sardiske sociolog og retshistoriker Antonio Pigliarus afhandling fra 1959 om 'Blodhævn som retsorden', der beskriver det sardiske hyrdesamfunds traditionelle normer og adfærdsmønstre og formulerer dem i juridisk sprog, som om de var et formaliseret lovsystem. Pigliarus bog læses stadig på italienske universiteter, men burde også læses uden for Italien, af alle, der interesserer sig for fænomenerne ære og blodhævn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her