Fransk litteratur led et stort tab, da forfatteren Claude Simon forleden drog sit sidste 91-årige suk. Men det aner de færreste franskmænd. For lige så vigtig, alverdens literrater og anmeldere insisterer på, at hans forfatterskab er for verdenslitteraturen, ligeså beskeden er hans læserskare i fædrelandet Frankrig. Bare en bonde ... Da Simon i 1985 fik Nobels litteraturpris for sit samlede forfatterskab, måtte han lide den tort at se følgende overskrift i et af de nationale dagblade: »Vinbonde fra Salses (Pyrenæerne) får Nobels litteraturpris«. Indtil prisoverrækkelsen var han så dårligt kendt i sit eget hjemland, at flere af de franske dagblades journalister måtte ty til britiske og amerikanske arkiver for at finde fakta frem om den sælsomme forfatter, der ligesom medlemmerne af strømningen 'le nouveau roman' (den ny roman) gav pokker i reglerne for klassisk fortælleteknik, plot, handling og narrative konventioner. Fotografi og malekunst Måske af samme grund er han konsekvent blevet gjort til en af strømningens hovedpersoner, selv om hans forfatterskab er drevet af en ustoppelig kreativ drift snarere end en trang til at gøre op med litterære konventioner. Det er nu ikke uden en vis ret, at han rubriceres som en del af den nye roman, hvis kendetegn blandt andet var særdeles detaljerede observationer. For hele Simons forfatterskab er præget af hans forkærlighed for fotografiet og malekunsten. (Han fotograferede selv ivrigt og har sågar - dog uden større succes - forsøgt sig med pensel og pallet). Visuel skrift For Simon var romanen »et forsøg på at indfange og beskrive alt, der sker i ét øjeblik, ved hjælp af erindringer, billeder, associationer«. Og mange af hans bøger er veritable spindelvæv af levende beskrivelser, der følger efter hinanden uden synderlig sammenhæng. Men det var fuldstændig bevidst. Til sine kritikere havde Simon blot følgende ord: »De, der bebrejder mine romaner for hverken at have en begyndelse eller en afslutning har fuldstændig ret«. »Jeg er frem for alt visuel. Det, jeg vil vise, er billeder, mere end noget andet«, som han har sagt i et interview. Det var præcis denne evne til at skabe billeder med sin prosa, der i 1985 indbragte ham Nobels litteraturpris. »Teksten vokser, som var sproget en levende og uafhængig organisme, der knopskyder, forgrener sig og sår sine egne frø, som om forfatteren blot er et instrument for denne skabende kraft«, hed det således i Nobel-komiteens begrundelse. Præget af krigen Simon blev født i 1913 på Madagaskar (dengang fransk), og voksede op hos sine tanter på en vingård i Pyrenæerne i det sydvestlige Frankrig. Han studerede i Paris såvel som på Oxford og Cambridge og rejste rundt i mellemkrigstidens forvredne og tumultariske Europa. Lige indtil den spanske borgerkrig og siden Anden Verdenskrig, hvor han som ung kavalerist deltog i et grufuldt slag ved Flandern, der endte med, at han blev taget til fange af tyskerne. Det lykkes ham at stikke af og nå hjem til Pyrenæerne, hvor han på få måneder skrev sin første roman 'Le Tricheur' (der ikke er oversat til dansk). Herefter fulgte en række romaner, men det var først i 1960 med 'La route des Flandres' ('Vejen i Flandern') - en malende beskrivelse af det militære sammenbrud, som han selv havde deltaget i 1940 - at han fik sit internationale gennembrud. Gennem hele sin karriere engagerede Simon sig glødende i det omgivende samfund. Uanset om det gjaldt 1930'ernes spanske borgerkrig, 1980'ernes protester mod supermagternes rustningskapløb eller en Nobelpristager-appel mod seksuel udnyttelse af børn så sent som i 1996. Det engagement har nu - i modsætning til hans romaner - fået en entydig afslutning.